Stol på din intuition! (1 af 2)

Her kommer min historie om, hvordan en overlæge prøvede at give mig en diagnose, som jeg ikke havde.

Da historien er lidt lang, har jeg delt den op i to indlæg. Jeg linker til fortsættelsen i kommentarfeltet.

Forhistorie
Jeg boede på et værelse på Kofoed Skoles ungdoms-herberg og fik den vej igennem en tilknyttet pædagog, der skulle hjælpe mig med at tage til forskellige ting, blandt andet samtaler med læger og lignende.
Jeg led af depression og havde lidt af det i mange år på daværende tidspunkt og havde også fået antidepressiv medicin i mange år.

Jeg havde fået sat gang i en udredning omkring, hvad jeg fejlede, da min læge synes, der måtte være mere end ”bare” depression, da ”man normalt ikke har depression i så mange år ad gangen.”

Jeg endte med at skulle til samtaler på Glostrup, hvor jeg skulle have nogle samtaler omkring depressiv personlighedstruktur og autisme/Aspergers, da der havde været en lille indikation i en test, på at jeg godt kunne have nogle af de træk.

Første samtale
Første gang snakker jeg med en overlæge sammen med min pædagog. Vi er kommet for sent, fordi min pædagog havde glemt aftalen. Det har gjort at jeg er i rigtig dårligt humør fra start af og generelt er lidt mere negativt indstillet end normalt.

Jeg har en lang snak med lægen omkring min barndom, og om hvor mange venner jeg havde, hvordan jeg legede med mit legetøj og diverse spørgsmål, der skulle kunne lede hende ind på, om jeg havde autisme/Aspergers. Jeg får sagt, at jeg som barn ikke rigtig gad så mange andre børn, og at jeg mest kun havde en veninde ad gangen, som jeg var tæt med. Men i virkeligheden er det en forestilling, jeg havde om min barndom og ikke et reelt minde. Min mor har nemlig mindet mig om, at jeg altid var ude og lege og tit med helt nye børn, jeg kun lige havde mødt. Jeg lod altså min nuværende situation påvirke min hukommelse negativt.

Anden samtale
Næste samtale foregår sammen med en anden læge og min mor. Min mor skal fortælle hendes syn på, hvordan jeg var som barn. Det er noget, som overlægen havde bedt om skulle ske efter første samtale. Undervejs i samtalen får min mor nævnt en masse ting, og det er tydeligt at mærke, at der ikke rigtig er nogle af de spørgsmål hun får, hvor svaret viser hen mod, at jeg skulle være autist/Asperger.

Sidste samtale
Den sidste samtale jeg er til, er med en psykolog, der vil komme nærmere ind på muligheden, for at det kan være depressiv personlighedstruktur. Alt jeg snakker med hende om ”klikker” bare i min verden, og jeg er overbevist om, at det er den vej, der er den rigtige at gå, specielt efter samtalen med min mor ikke ligefrem gik i retning af autisme/Aspergers. Jeg forventer derfor også, at det bliver den vej, som jeg får af vide, at vi skal gå videre med, når jeg skal til det endelige møde omkring hvilke behandlinger de kan tilbyde.

Denne historie fortsættes i blog-indlægget ”Stol på din intuition! (2 af 2)”
Stol på din intuition! (2 af 2)