fbpx

Login

💖 Kærlighed og sex – sådan navigerer du! 💖

Yes – ny måned betyder nyt brandvarmt fokustema hos UngTilUng. I april sætter vi på vores hjemmeside og sociale medier fokus på Kærlighed, dating og sex og vi glæder os til, at du skal følge med 🤩

Når vi er unge, spiller både kærlighed, parforhold, dating, sex og seksualitet en rigtig stor rolle. Det er her mange oplever at få deres første kæreste, et knust hjerte, bliver forelskede, begynder at date, har sex for første gang og generelt begynder at udforske sex og sin seksualitet. Og vi vil så gerne være med til at give dig gode tips og tricks samt viden til, hvordan du kan gribe alt det her an! Det er en periode, hvor man som ung generelt bliver meget klogere på sig selv 💚

 

Kærlighed, dating og sex kan både være magisk, men i den grad også forvirrende og hjerteskærende. Det gælder både, hvis man har en kæreste og skal have forholdet til at fungere, hvis man bliver slået op med eller skal slå op med nogen, er på dating-apps og dater enten for at finde et casual forhold eller finde sin næste kæreste. Det kan være en jungle, men vi er for at hjælpe dig. Udover vores løbende tips, artikler og opslag på sociale medier, har vores chatrådgivning også åben hver dag mellem 16 0g 20.

Her sidder søde frivillige klar til at lytte til dig. Faktisk er der rigtig mange, der skriver ind til os med udfordringer med kærligheds- og datinglivet 💖

Hvad gør jeg med et knust hjerte?

Måske sidder du lige nu med et knust hjerte for allerførste gang. Og av! Først vil vi gerne give dig en kæmpe krammer <3 Kærestesorg kan gøre enormt ondt, og det er en smerte, som man ikke skal underkende. Den skal ikke fejes væk eller gemmes væk, tværtimod skal den have lov til at blive mærket. Vi tør også godt love dig, at selvom det måske ikke føles sådan lige nu, skal det nok blive bedre med tiden. Vi har dog lige samlet et par tips til, hvordan du kan starte med at hele dit knuste hjerte 💕

  • Giv dig selv lov til at være ked af det. Acceptér at det gør ondt lige nu og vær i den følelse – du skal ikke forsøge at pakke det væk eller fake et smil. Det er mere end ok, at du er ked af det og helt normalt!
  • Tal med nogen om det. Når du oplever et knust hjerte, er det en tid, hvor det er rigtig godt at bruge dit netværk. Tal med venner, veninder, familie eller endda en professionel. Bare det at få sat ord på sine følelser og oplevelser med bruddet, kan hjælpe dig. Dine venner og familie kan lytte til dig, støtte dig og måske dele deres erfaringer med kærestesorg – det kan også være rigtig rart at høre om andre, der har oplevet det samme nemlig ✨
  • Fjern din ekskæreste fra sociale medier. Vi kender nok alle sammen til lige at gå ind og lure lidt på en ekskærestes profil. Men står du midt i bruddet, er det faktisk ikke så smart at blive konfronteret med din ekskæreste. At se et billede, hvor vedkommende smiler eller har det sjovt til en fest, kan rippe op i bruddet og gøre det endnu sværere. Få personen lidt på afstand ved at trykke “fjern” på alle sociale medier
  • Dyrk egenomsorg så meget du kan! Det er et fantastisk tidspunkt at kigge ind i, hvad du kan gøre for at gøre dig selv glad. Er det at købe en take-away kaffe på din gåtur, tage en ansigtsmaske på, spise hos dine forældre eller bruge en aften på sofaen? Ligegyldigt hvad det er, er det vigtigt, at du får gjort noget godt for dig selv hver eneste dag.
  • Spørg dig selv, hvad du har lært fra bruddet 🙌 Når den første smerte er aftaget lidt, kan du spørge dig selv, hvad bruddet har lært dig. Måske har du lært, at du faktisk er ret stærk, at det er okay at være ked af det, at du har mange gode venner og familie omkring dig eller noget helt andet? Det kan give dig mulighed for at se på bruddet i et nyt lys og hjælpe dig til at komme videre.

Nyforelsket for første gang!

Når vi er unge, er det også her, at vi ofte oplever nyforelsket. Og det er jo helt magisk, boblende og kan være skønt at være i 🥰 Måske har du fået en ny kæreste og er helt nyforelsket i vedkommende! Giv dig selv lov til at nyde den så meget, du kan. Vid også, at den på et tidspunkt lægger sig lidt igen, men at det faktisk også er meget rart. Det kan give jer mulighed for at opleve hinanden og forholdet på en ny måde og kan faktisk være lige så godt – måske endda bedre end – som nyforelskelse.

Men det kan også være svært at være i det, når nyforelskelsen aftager. Måske opdager du en irriterende vane ved din partner, eller måske er der noget, som I er meget uenige om. Det behøver ikke være grund til at afslutte forholdet, men en ny måde at være par på. Vi har samlet vores  bedste tips til, hvordan du kan navigere i forholdets begyndelse, når den første forelskelse har lagt sig. Læs med her i artiklen “5 tips til, når den første forelskelse har lagt sig” 💖

 

Sex og grænsesætning

Der er mange af os, der i vores ungdomsliv har sex for første gang og begynder at eksperimentere med dét og vores seksualitet. Det er en dejlig periode, men det er vigtigt at passe på sig selv ifbm. det. Vi vil gerne opfordre dig til at eksperimentere med sex, hvis du synes, at det er dejligt, men også at kigge ind i, hvor dine grænser går. Vi har alle forskellige grænser og ofte kan din mavefornemmelse fortælle dig, hvad du har lyst til og ikke har lyst til. Ligeså vigtigt er det at få kommunikeret dine grænser til den/dem, du har sex med. Det kan dog være svært at vide, hvordan man skal sige det – så vi har samlet et par helt konkrete sætninger til, hvordan du kan udtrykke dine grænser. Skriv dem evt. ned, så du ved, at du kan huske dem, næste gang du har sex og gerne vil sige højt, hvad du har lyst til og ikke har lyst til. Læs artiklen “Grænser før sex, under og efter” og bliv meget klogere på konkrete sætninger, du sagtens kan sige højt! 💖

Endnu engang vil vi minde dig om at følge med på vores hjemmeside, Instagram og TikTok i løbet af måneden, hvor seje og ærlige frivillige deler ud af deres erfaringer med hele kærlighedens og sexens verden 🤩✨