fbpx

Login

5 tips til når den første forelskelse har lagt sig

Begyndelsen af et forhold opleves ofte som en boble af ubeskrivelig lykke, der aldrig synes at ophøre. Men efter noget tid vil man også ofte opleve, at den berusende følelse aftager en smule. Måske opdager du, at din partner har en irriterende vane, som du ellers aldrig havde lagt mærke til før. Måske er I mere uenige. Hvordan navigerer man i forholdets begyndelse, når den første forelskelse har lagt sig? Her er 5 gode råd.

1. Husk, at I er helt normale
Det er vigtigt, at I begge husker, at udviklingen i jeres forhold er helt normal. Langt de fleste forhold, hvis ikke alle, oplever et skift fra forelskelse, som jo forblænder os, til at der rammer en hverdag, hvor vi oplever hinandens forskelligheder og skal tilpasse os hinanden. Når mennesker skal tilpasse sig hinanden samtidig med, at man måske stadig lærer hinanden at kende, er det normalt at opleve nogle gnidninger, som måske ikke var der før. Det vigtige er, hvordan vi navigerer i det.

2. Respekter hinandens forskelligheder
Det er vigtigt, at gnidningerne ikke bliver til fejlfinding. Din partners irriterende vane er en del af deres personlighed, og den skal du respektere. I skal i det hele taget behandle hinanden med respekt og forsøge at rumme hinandens finurligheder, når I støder på dem. Når du rummer din partners vane, er det også en del mere sandsynligt, at din partner vil møde dig med samme rummelighed.

3. I er ikke sammen for at ændre hinanden
Det kan være fristende at forsøge at ’ændre’ din partner. Måske tilbage til det vedkommende var ’før’, hvor du ikke lagde mærke til det, der irriterede dig. Her er det vigtigt at huske, at det slet ikke er muligt at ændre din partners personlighed, og at I i øvrigt ikke er sammen for at ændre hinanden til noget, der passer jer bedre. I har valgt hinanden netop på grund af jeres personligheder og kvaliteter, og derfor er jeres forskelligheder også en del af pakken.

4. Mind dig selv om, hvad du blev forelsket i
Hvad var det ved din partner, der fik dig til at flyve på den lyserøde sky i begyndelsen? Mind dig selv om de gode kvaliteter, du faldt ved hos din partner, for de er der sandsynligvis stadig. I kan for eksempel mindes den gode begyndelse og sige fem ting, I elsker ved den anden person. Selv om følelsen af den lyserøde sky almindeligvis vil forsvinde efter det første stykke tid i jeres forhold, er det selvfølgelig vigtigt, at I jævnligt bliver mindet om, hvorfor I elsker hinanden og hvorfor I vælger at være i et forhold. Kærligheden har bare mulighed for at blive dybere nu, hvor I kender hinanden bedre.

5. Vær nysgerrig på hinanden
Man siger, at man aldrig stopper med at lære sin partner at kende. Altså hvis man er nysgerrig på hinanden. I stedet for at sørge over tabet af den første berusende forelskelse, kan I glæde jer over, at I nu kender hinanden bedre og konstant har mulighed for at lære noget nyt om hinanden. Og det gør jo faktisk kun det hele bedre.