Bloggen

Om at”komme igennem”

Det her er mit første blogindlæg – og min første offentliggørelse af, hvordan jeg er kommet igennem både de gode og svære perioder i livet.

Selve ideen om “at komme igennem” har hjulpet mig rigtig meget. Det er nemlig ikke alt sammen noget der skal overstå, nej tværtimod, synes jeg. Det er noget man skal lære af, og det er noget, man skal udvikle sig af. Og det synes jeg i hvert fald selv, jeg kan sige at have gjort i både svære og gode perioder i mit liv.

Hvad jeg har lært om mig selv

Jeg har lært, at jeg er en meget ansvarsbevidst og fair person igennem mine forældres skilsmisse

Jeg har lært, at jeg er meget empatisk, fordi jeg stærkt påvirkes af andres ve og vel, og kan sætte mig i deres sted på både godt og ondt.

Jeg har lært, at jeg er en pleaser uden lige, fordi at jeg altid har fravalgt det bedste til mig selv.

Jeg har lært, at jeg er meget sårbar og sensitiv, fordi jeg igennem min angst har lært at lytte til, hvad der blev undertrykt i mig.

Jeg har lært, at jeg er i konstant udvikling.

Alt det der har været svært, og alt det der er svært, er noget der former mig til hvem, jeg er. Og jeg er faktisk ret stolt og vild med den person, jeg er. Jeg synes, hun er ret sej, især fordi hun er kommet så godt igennem livet, selvom hun måske ikke har haft de bedste kort på hånden.

Opgøret med facaden

Det er svært at finde nogen i nutidens Danmark, der ikke på en eller anden måde er gået igennem en svær periode. Det sker for alle. Men selvom det er så “normalt”, synes jeg stadig, at det sværeste for mig har været det at være alene om det. Selv med gode venner og gode forældre, har jeg altid følt, at det kom for tæt på for mig, til at jeg var i stand til at sige, hvordan jeg oprigtigt havde det. Min taletid skulle hellere bruges på at løfte stemningen end at trække stemningen ned i mit hul. Jeg var utilpas og i uro, men jeg havde bare den opfattelse (som jeg ikke tror jeg er alene om), at man altid skal vise sig fra sin bedste side. Den “bedste side”, blev et skjul for, hvordan jeg så oprigtigt havde det, og det blev svært for mig at mærke efter, især efter flere år bag sådan en facade.

Det gjorde, at det var rigtig svært at være i mig selv, for jeg havde pludselig 100 ideer om, hvordan jeg var. Jeg kunne ikke mærke “the core”, hvis man kan sige det. Jeg vidste kun, hvordan andre så mig. Det er noget jeg stadig arbejder med, og det tror jeg vil fortsætte i lang tid. Det er noget jeg skal igennem, og noget jeg derfor lærer en masse af.

Men for lige at trække det hele tilbage, så det hele giver en eller anden form for sammenhæng, så er jeg Louise. Jeg er 22 år gammel, og har været igennem hårde tider i livet. Jeg er i konstant udvikling, især når jeg går igennem noget, som jeg finder svært. Jeg øver mig i at være ærlig overfor mig selv, anerkende mine grænser, og snakke åbent omkring mine behov, og med det føler jeg mig som den bedste version af mig selv.

Det har jeg omvendt alle mine svære perioder til.

 

 

 

 

Relaterede artikler

Et minde om en dårligere tid

Velkommen til et nyt indlæg. Denne gang vil jeg gerne fortælle om en ting, fra da jeg var barn. Jeg er opvokset på en ø. Der var kun den ene skole og klasserne var tit så små, at de blev slået sammen. 5-6-7 klasse var tit samlet i én stor (bemærk: vi var måske 7-8 personer i alt) klasse.

I den periode havde jeg det svært som barn. Mine forældre var skilt, og min stedfar var ikke den mest pædagogiske mand. Så jeg endte nok med at reagere på en af de få måder, jeg kunne. Det gik som regel ud over en i skolen. Normalt gik det ud over den eneste anden pige i min egen klasse, men som vi blev ældre og hendes lillebror endte i den store fælles-klasse, blev det efterhånden ham i stedet. Hvorfor det lige var den familie, de to søskende… Det skal jeg ikke kunne sige. Måske var jeg ubevidst misundelig på deres glade familieliv eller umiddelbare skønne hverdage.

Har jeg det slemt nok til at få hjælp?

Går du og overvejer at søge hjælp? Måske tænker du, at du jo egentlig har det ”fint” nok, og der er jo dem, som har det værre end dig. Men du har ligeså meget ret til at bede om hjælp som alle andre, og man skal aldrig sammenligne sine problemer med andres. Der er ingen, som ved, hvad du går igennem, udover dig selv. Derfor er det altid helt okay at bede om hjælp.

Den uerstattelige biologiske familie – Sidste del

Mit forhold til min biologiske far kan godt være svært. Til dels fordi jeg ved han elsker mig; han formår bare ikke at vise det. Vi snakker næsten aldrig, mødes aldrig. Til gengæld er min stedfar der altid, når jeg har brug for ham. Han vil sætte himmel og jord i bevægelse, hvis jeg har brug for noget. Det er nået til det punkt, hvor jeg i dag anser min stedfar for at være min far. Ja, de er faktisk begge to min far.

Lav en kommentar, hvis der er spørgsmål eller feedback, du gerne vil dele

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.