Bloggen

Medicin – på godt og ondt

Jeg har pt, været medicinfri siden foråret 2013. Dengang fik jeg næsten firedobbelt dosis, og jeg følte ikke, at den hjalp mig. Derfor besluttede jeg, at jeg ville trappe ud af den, for at se om jeg kunne stå på egne ben. Da jeg stoppede på medicinen havde jeg været medicineret siden efteråret 2010, men en enkelt pause på fire måneder i 2012. I 2012 var det vinteren, som gjorde at jeg følte, at jeg blev nødt til at få medicin igen.  Jeg kunne mærke at mit humør ændrede sig i takt med at det langsomt blev efterår, og mere og mere mørkt udenfor. Jeg kunne mærke at jeg begyndte at miste glæden ved ting som jeg plejede at gøre.

Medicinen, har for mig, været en slags livline. Den har holdt mig oven vande, så at sige, således at jeg ikke kom helt ned og ramte bunden, men at jeg heller ikke kom helt op og var over-lykkelig. Og det måtte jeg bare tage med. Medicinen gjorde, at jeg, da jeg startede på den, kunne åbne mig op, og fortælle, hvordan jeg havde det. Det havde jeg ikke kunnet uden medicinen. Den har, så at sige, reddet mit liv, på den måde, at den har reddet mig fra at falde ned i et dybt hul. Ulempen har dog været, at jeg nogle gange ikke følte noget. Andre gange kunne jeg derimod føle alting.

Den største forskel fra dengang hvor jeg var syg, til nu, er at jeg kender mig selv godt. Jeg kender mig selv og grænser, jeg kan tydeligt mærke når jeg er ved at ramme en dårlig periode, at jeg så skal passe lidt på mig selv, og sørge for ikke at lukke mig inde i mig selv, men samtidig også lytte til min krop, så jeg ikke bliver alt for træt og udmattet, ved fx at have for mange aftaler og projekter.

Jeg prøver at passe på mig selv, ved fx at tale om mine følelser. Dette har jeg lært, er meget vigtigt for mig at kunne sætte ord på mine følelser. Om det så er gennem tekst eller tale, det er underordnet, bare jeg kommer ud med de følelser og tanker jeg har, så de ikke samler sig sammen indeni mig.

Relaterede artikler

Medicin eller ej

På et tidspunkt blev jeg nødt til at indse, at jeg havde brug for hjælp. Min angst/depression fyldte enormt meget, og jeg gik glip af en masse ting. En sommer skulle jeg på ferie med min søster, og jeg gik totalt i panik i lufthavnen, fordi jeg var bange for at tage afsted.

Psykofarmaka: Fup eller fidus?

Jeg nægtede i første omgang behandling med psykofarmaka, jeg så det som et nederlag, og helt ærligt, jeg var flov. Jeg så mig dog efterhånden tvungen til at ændre mening, jeg var godt på vej til at skrabe bunden, og var desperat for at slippe af med den følelse af konstant ængstelighed, jeg havde i både kroppen og hovedet.

Mine forældre er skilt

Mine forældre har været skilt, siden jeg var 6 år gammel. Jeg har ikke rigtig nogle minder fra dengang, mine forældre var sammen. Det at mine forældre blev skilt, da jeg var i en så ung alder, har nok været med til at forme mig, som den jeg er i dag. Både på en god og dårlig måde. Alle skilsmissehistorier er forskellige, men her er nogle gode råd, som du måske kan bruge, hvis dine forældre er skilt.

Jeg lærte at være alene med mig selv

Mit sind skreg jo på forandring, og selvom jeg troede, der kun var den ene måde at deale med det hele på, viste det sig, at jeg var helt forkert på den. Jeg troede, at jeg gav mine venner noget ved altid at være der for dem, men jo mere jeg var der for dem, jo mindre var jeg der for mig selv.

Hvor fa’en er mine grænser

Jeg prøvede at vurdere, om det jeg kunne mærke inden i, nu også kunne passe. Jeg stolede ikke på de ting, jeg inderst inde godt vidste, jeg ikke kunne lide. Så allerede inden jeg sådan rigtig tydeligt kunne mærke, at jeg havde en grænse, så skubbede jeg den til side, og sagde, at det nok ikke passede. At jeg nok var forkert, for sensitiv, for åndsvag, for meget osv.

Lav en kommentar, hvis der er spørgsmål eller feedback, du gerne vil dele

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.