fbpx

Jeg går nogle gange rundt med en halvmørk hemmelighed. Jeg kan godt føle jalousi og misundelse mod andre… Eller rettere fordi jeg selv føler, jeg mangler det, som de har. Eller jeg er bange for at miste, det jeg har. Da mit forhold til min nuværende mand endnu var ret nyt og vi flyttede sammen, blev jeg bange for at miste ham til hans veninder – for han har altid haft mange veninder frem for venner. Det kom fra min egen usikkerhed. Heldigvis, selv om han nok ikke fandt det særligt sjovt selv, var det noget, vi blev opmærksomme på. Han beroligede mig ofte nok til, at jeg i dag aldrig er bange for den slags. Jo, jeg kan stadig tænke: ”Hvad hvis han forlader mig? Det ville knuse mig!” – Men der er ikke længere et specifikt ansigt eller navn, jeg kan sætte den frygt på. Og frygten er også kun tilstede i det øjeblik, før det er væk igen.

Mit sociale problem
Men der er et sted, jeg relativt ofte kan føle et stik af misundelse. Jeg har aldrig haft enormt mange venner, og jeg har altid følt, jeg skulle arbejde mere for det sociale end så mange andre. Hvordan kan small-talk falde folk så naturligt? Jeg roder altid min hjerne igennem og skal tage mod til mig for overhovedet at starte sådan en samtale. Heldigvis plejer de fleste at starte den for mig. Det er nemmere at gå med i en samtale, der er startet, end at starte en selv.

Så når jeg er startet i nye klasser eller grupper, finder jeg som regel 1-2 personer, jeg hægter mig fast på. Og jeg giver aldrig  slip. De er mine venner. Måske kun imens den klasse er aktiv, måske for resten af livet. Måske siger vi, at vi er venner, men vi skriver eller snakker aldrig sammen længere.

Når jeg endelig får en bedste veninde, eller en bedste ven, og de har en stor social cirkel… Så bliver jeg bange igen. Mister jeg min bedste ven? Måske bor vi langt fra hinanden, og min ven kan ikke altid skrive med mig, fordi vedkommende, sjovt nok, også har et liv. Så når vedkommende siger, at han/hun skal til den og den fest eller mødes med en af deres gode venner for 3. gang den uge, bliver jeg utilpas. Jeg frygter, jeg mister min ven til vedkommendes andre venner, og jeg selv bliver glemt. Og jeg bliver ked af, jeg aldrig selv kan skrive: ”Jeg skal også noget med en ven” – For så mange venner har jeg ikke. Og da slet ikke nogle, der lever tæt på mig.

Internettet… Så mange bekendte (og venner), men så spredt!

Eller når vedkommende rejser land og rige rundt for at besøge sine venner, men aldrig kommer forbi der hvor jeg bor…Det gør også ondt. Men jeg siger det ikke. For jeg ved, det er mit problem, og jeg frygter, det kan skabe en kant mellem os. For i virkeligheden er det min usikkerhed, der snakker. Når vi skriver sammen næsten hver dag, er der et stærkt venskab mellem os. Det glemmer jeg bare lige i det øjeblik.

Kun jeg kan ændre det
Derfor har jeg arbejdet meget på det. Jeg bliver bedre til alt det sociale dag for dag. Det sker ikke over natten: Det sker i små trin, som jeg selv bestemmer. Jeg har over de sidste par år kunne mærke forskellen, at jeg bliver mere og mere sikker og mere den person, jeg gerne vil være udadtil. Og denne sommer tog jeg endelig fat på min ensomhed og mit problem angående at have venner. Jeg opsøgte flere. Det har været godt, selv om jeg fornemmer, der stadig er en del arbejde endnu. At mødes med folk én gang gør dem ikke til bedste venner/veninder. Der skal mere til. Og en gang aflyste to af mine veninder også vores aftale. (Begge gange havde det været mig der spurgte efter at mødes med dem). Så det, føler jeg også, er et skridt tilbage.

Men der er kun én vej, og det er frem. Skæbnen vil det, at min bedste ven flytter tættere på mig, og vi skal gå på samme universitet. Så jeg har to rigtigt gode venner inden for rækkevidde. Det går langsomt fremad. Også selv om jeg næppe kan tage æren for, at min ven måtte flytte!

Så ja. Det gør ondt. Men måske skal man lige indse præcist, hvorfor det gør ondt. Når man så ved det, kan man begynde at arbejde med det. Forvent ikke det ændrer sig dag for dag. Giv det tid. Jeg lever efter det mantra, at problemer kan løses. Og der er ingen, der løser dem for mig. Det giver mig det sidste spark til at gribe mine problemer om halsen og faktisk gøre noget ved dem. Sidst, men ikke mindst, finder der også venner, der kan fjerne ens usikkerhed. Præcis som min mand hjalp mig. Har du sådan en fantastisk person i dit liv, så bed dem hjælp dig. Bed dem om at forsikre dig, at du er god nok. Det er dejligt rart og styrkende at få at vide.

Har du mod på at tage næste skridt og komme i gang med at hjælpe dig selv? Besøg vores selvhjælpskasse

TRYK HER

Esromgade 15, 3 - 2200 København N
kontakt@ungtilung.com