Det er ikke altid let at have et tæt venskab. Ligesom i kærlighedsrelationer kan man vokse fra hinanden, føle sig overset, glemt, udnyttet, og man kan føle, at man giver og giver uden at få noget tilbage. Men til forskel fra et kærlighedsforhold, synes jeg, at det er meget sværere at sige fra i et venskab. Min erfaring er heldigvis, at disse følelser oftest går over, da alle kan være en dårlig ven perioder af deres liv, og det skal der også være plads til. Dog sker det, at følelserne hænger ved, og så er det vigtigt, at man overvejer om man skal blive i venskabet eller ikke.
Mit vennedilemma
I skrivende stund sidder jeg i et vennedilemma, som jeg endnu ikke har fundet svaret på. Jeg har haft en veninde siden de spæde folkeskoleår, dengang man havde venindehalskæder, og hvor det var vigtigt hvem der var ens BFF (best friend forever), og den titel havde hun. Vi har holdt sammen gennem knuste hjerter, uduelige forældre, teenage-kriser, psykisk sygdom og jeg kunne blive ved, men nu sidder jeg her, og genovervejer 15 års venskab, fordi det i så lang tid har taget meget mere energi, end det har givet mig.
I de seneste par år har jeg været den standhaftige, som jeg absolut ikke har haft noget i mod, da hun er gået igennem nogle ting, hvor hun har haft brug for den slags venner, og jeg har langt hen ad vejen haft overskuddet til det. Det er også sådan min forestilling om en god ven og et godt venskab er. At man i perioder skal være den med overskud, så man kan være der for sin ven, når de har brug for det og omvendt. Så længe at man ikke fastholder sig selv og hinanden i de roller. Og at fastholde hinanden i disse roller, er præcis det, som jeg føler vi er kommet til at gøre i vores venskab. Jeg føler ikke længere, at det er en ligeværdig relation.
Det er som om, at i alt den tid hvor hun har været den, der har haft brug for at snakke, brug for en krammer og brug for støtte, og brug for mig, har skabt en ny dynamik i vores forhold. At hun nu har hovedrollen, og jeg har en mindre birolle. Og det har skabt et venskab, hvor jeg ikke føler mig lige så vigtig som hende. Denne ubalance har gjort, at det ikke længere er det samme trygge rum, jeg træder ind i, når jeg skal være sammen med hende. Jeg føler mig ikke tryg nok til at dele mine sårbarheder, mine frustrationer og min vrede. Men at dele min følelser, både dem der har med hende at gøre, men også dem der ikke har, kunne netop være det, der gjorde vores forhold mere harmonisk.
Tvivlen
At slå op med en ven kan være ligeså vigtigt som at slå op med en kæreste, hvis venskabet ikke længere er sundt for en. Det kan man både gøre ved at sige det lige ud, eller man kan lade det glide ud af sig selv. Det kan tage lang tid at mærke efter, hvorvidt at det er en fase, eller om det er det reelle venskab, der er på vej i afgrunden. Men vigtigst af alt er, at man mærker efter, hvilket jeg er i gang med nu.
Lige nu ved jeg endnu ikke, hvad jeg kommer til at stille op. På den ene side har vi været så meget igennem sammen og været venner i så mange år, så man skulle tænke, at det var et venskab, man burde kæmpe for. På den anden side har vi netop været venner siden vi var børn, og det er tydeligt, hvor meget vi vokser hver sin vej, og måske er vi ved at være for langt fra hinanden? Det eneste jeg kan sige med sikkerhed er, at vi har haft nogle fantastiske stunder, og hun har været en stor del af min barn- og ungdom. Om venskabet er stærkt nok til også at være et voksent et af slagsen, må jeg finde ud af nu.