Bloggen

Angstens tro følgesvend: Skam

Én af angstens tro følgesvende er følelsen af skam. Angst og skam følges ofte ad, hånd i hånd, og især sidstnævnte følelse kan gøre det rigtigt svært at være åben over for andre mennesker omkring sin angst. Problemet med dette er bare, at angst i sig selv er isolerende, og at det er utroligt vigtigt at få meldt ud til andre, at man har de følelser, samt at man har brug for hjælp.

Om at finde de rigtige ord

Da jeg led af angst, gik jeg med en konstant følelse af skam. Jeg syntes, det var enormt pinligt, at jeg havde disse meget stærke følelser omkring ting, som andre tilsyneladende havde nemt ved, og ordet ’genert’ var alligevel ikke helt dækkende nok. Det forklarede ikke mine stærke reaktionsmønstre og min modstand mod eksempelvis børnefødselsdage, små (og store) forandringer, dyr (hunde i særdeleshed), at møde nye mennesker (eller mennesker, jeg ikke havde set længe) og at skulle gå i skole. Dengang blev det blot kaldt en ’skolefobi’, hvilket jeg vil vove at påstå var en grov reducering af hele min mentale tilstand.

Man ville forhåbentlig være mere tilbøjelig til at bruge ordet ’angst’ i dag, da der i dag er langt mere fokus på angst hos børn, end der var, da jeg var barn – og det er jeg virkelig glad for. Det er en utroligt pinefuld tilstand at befinde sig i, specielt når man ikke føler sig forstået eller accepteret og heller ikke har ordene (qua dét, at man er barn) til at kunne udtrykke, hvordan man har det.

Sket er sket

Det er først efter, at jeg er blevet voksen, at jeg kan se, at min (meget stærke) angst i teenageårene havde rod i ubehandlet angst fra min barndom. Sommetider spekulerer jeg på, om jeg måske kunne have undgået noget af alt dét, jeg senere skulle komme til at gå igennem, hvis bare min angst var blevet taget i opløbet – og var blevet taget alvorligt. Hvis ikke fokus kun havde ligget på at få mig tilbage i skole. Men det er ét af de spørgsmål, jeg aldrig får svar på, og det er også underordnet nu. Sket er sket, og tiden kan ikke skrues tilbage.

Ville du dømme nogen for at åbne sig?

Selvom jeg føler mig ude over min angst nu, er det svært at slippe følelsen af skam. Man kan nemt komme til at føle, at man blotter hele sit inderste, når man skal forklare disse komplekse følelser til andre, og at der som følge af denne ’bekendelse’ opstår en ’asymmetri’ i relationen.

Vil de nu se anderledes på én? Vil de tage misforståede hensyn (fx ikke at invitere én med til sociale arrangementer)? Vil de kategorisere én som mærkelig og besværlig? Men der er det rigtigt vigtigt, at man sætter sig i den andens sted. Ville DU dømme din ven/veninde/familiemedlem/bekendte/den fremmede, hvis de åbnede op for dig omkring deres følelser? Eller ville du føle dig beæret over, at de inviterer dig ind i deres inderste univers og føler, at de kan stole på dig til at kunne rumme denne information?

Angst på lige fod med et brækket ben

Det er meget bedre at dele sine følelser end at lade andre spekulere over, om det er dem, der gør noget forkert.

Du vil måske møde nogle, der har svært ved at forstå dine følelser, men denne reaktion kan udtrykkes på mange måder. Hvis du oplever en åbenhjertig nysgerrighed, kan du vælge at gøre deres verden større ved at inkludere dem i din. Hvis du derimod oplever, at deres måde at udtrykke deres uvidenhed på trigger en følelse af skam hos dig, skal du stærkt overveje, hvorvidt det gør noget godt for din selvfølelse og bedring at befinde dig i deres selskab. Men jeg håber og tror, at du det meste af vejen vil blive mødt af positive reaktioner – og du vil måske endda opleve at møde ligesindede, som du ikke anede havde det på samme måde som dig.

Skammen er ikke din ven. Det er en hurdle, der skal overkommes. Din angst gør dig ikke mindre værd og gør dig ikke sværere at elske. Angst skal ikke være en kilde til skam, men skal ses på lige fod med et brækket ben, som også kræver behandling og genoptræning. Vær din egen ven i det her forløb. Vær sød ved dig selv – der er ingen grund til at være andet.

Og husk: Du er modigere, end du tror, stærkere end du ser ud til, og klogere end du ved.

Relaterede artikler

Min angst og jeg

Jeg har i mange år af mit liv levet en hverdag, hvor min faste følgesvend var min angst. Efter en beslutning om, at der skulle ske en forandring kontaktede jeg min læge, hvilket har betydet, at jeg i dag har min angst så meget under kontrol, at den ikke længere styrer min hverdag. Du kan her læse om min historie med angst og kampen mod den.

Lav en kommentar, hvis der er spørgsmål eller feedback, du gerne vil dele

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.