fbpx

Login

Opbyg dit selvværd: Drop ’nok’

Et af de ord vi bruger oftest, når vi skal beskrive hvorfor selvværdet halter, er ordet ’nok’. Det kan være udsagn, der lyder sådan her:

 

Jeg er ikke en god nok studerende/ven/datter/kæreste

Hvordan ved jeg, om jeg er god nok til min sportsgren?

Jeg er ikke god nok til XX, så jeg må hellere lade være med at søge/prøve/tro

Lyder det bekendt? Ordet ’nok’ repræsenterer en gradbøjning af en egenskab og optræder altså på en form for rangliste, vi har opstillet for os selv. Vi starter altså på bunden og er ikke gode nok, og så forestiller vi os, at hvis vi bare vil det nok, ændrer noget eller gør XYZ, så når vi op på det magiske niveau, hvor det er godt nok, og vi endelig kan trække vejret igen og være tilfredse.

 

Derfor skal du droppe ’nok’

Problemet med den tankegang er bare, at ’nok’ er et ideal. Og idealer kan ikke opnås – ellers havde det været en regel eller et mål. Regler og mål har kendte rammer og kriterier, som vi kan følge og holde os inden for, indtil vi holder reglen eller når målet, ligesom med en konkurrence eller i gamle dage, hvor samfundet var mere bundet op på regler. Nu er vi frie, der er ingen rammer, ingen kasser (næsten), og det efterlader os med et uopnåeligt ideal om at være nok, som vi endda selv skal definere. ’Nok’ betyder også, at vi altid kan gøre det bedre, fordi det er så udefinerbart, hvornår nok er nok. Det betyder også, at du foretager en konstant sammenligning, både med dig selv og et eller andet absurd, uopnåeligt ideal, som du ikke kender kriterierne for at indfri, men også mellem dig og din familie, venner, kæreste, holdkammerater og så videre. Og det er jo ikke rart. Sammenligning har heller aldrig været opskriften på et bedre selvværd, så det kan vi hurtigt blive enige om at prøve at mindske – eksempelvis ved at droppe brugen af ’nok’. Når du bruger ordet ’nok’ om dig selv og dine egne egenskaber – eller om dem omkring dig – stiller du altså en skala op for dig selv, som er virkelig unfair. Så derfor kan du ligeså godt droppe ’nok’.

 

Hvad kan du så gøre i stedet for?

Når ’nok’ ikke er en mulighed, tvinger vi os selv til at blive mere konkrete om de følelser og udfordringer, der bragte de første sætninger på banen. Når vi ikke kan bruge ’nok’, bliver vi i stand til at definere, hvad der virkelig ligger bag – samtidig med, at vi undgår, at det vi gerne vil, er uopnåeligt. Derfor kunne sætningerne fra før komme til at lyde sådan her i stedet for:

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre for at være en god studerende/ven/datter/kæreste

Hvordan kan jeg måle min udvikling i min sportsgren på en måde, så den bliver håndgribelig?

Jeg føler mig ikke parat til XX, er der noget konkret jeg kan gøre, for at komme tættere på mit mål om at søge/prøve/tro?

Det lyder bedre, ikke? Det vil også gøre både dig selv, eller den du taler med, bedre i stand til at give dig brugbare svar. I stedet for at du selv skal forsøge at heppe og sige ’jeg ER god nok’ (hvilket ellers også er et fedt mantra til at arbejde med selvværd) eller din ven selvfølgelig siger ’jamen, du ER jo god nok’, så kan de med den anden type spørgsmål hjælpe dig med at opnå det, du gerne vil, på en måde som føles mere kontrollerbar, som du har mere indflydelse på, og som undgår at handle om hele dig som person. For selvom det sommetider kan føles som om, at vi bare ikke er gode nok til noget, så er det ofte nogle konkrete hændelser, der har afsporet den følelse, og derfor er det også nogle konkrete tiltag, der skal afhjælpe følelsen igen og erstatte den med noget bedre. Så del udfordringerne op i mindre bidder.

 

Når det kommer til at opbygge mere selvværd, er det ikke noget der sker på en dag eller en uge, faktisk bliver vi aldrig færdige. Det betyder ikke, at du skal i gang med at sige ’jeg har ikke selvværd nok’ for det ord bruger vi jo ikke, vel? Så spørg i stedet: ’Hvordan kan jeg arbejde med mit selvværd når det kommer til XX?’ Og det første svar kunne være, at du kunne stoppe med at bruge ordet ’nok’ – og det er du jo allerede godt i gang med.

Har du brug for endnu flere konkrete trin til, hvad du kan gøre, kan du læse vores artikel “Få styrket dit selvværd i det nye år” her, der indeholder konkrete råd til, hvordan du kan komme i gang med at styrke dit selvværd 💙