Jeg ved faktisk ikke helt, hvordan det her skete. At jeg sidder her, og jeg ved nok stadig heller ikke helt, hvordan jeg har det med det.
I mange år af mit liv har jeg været bosat i hjertet af byen. Den eneste type af “grønne omgivelser” jeg efterhånden var vant til, var små byparker og vandpytter på vejene. Men så alligevel har jeg ladet mig selv forføre ind i en hverdag, som er ukendt og anderledes, og så alligevel ikke helt.
Da jeg var helt lille boede jeg i hus med mine forældre. Vi havde den smukkeste, hvide villa, med gyngestativ, ny klippet plæne, volvo i indkørslen og selvfølgelig en hund. En rigtig sund kernefamilie. Men det glansbillede vi havde bygget på i mange år, i den lille villa, faldt brat fra hinanden da mine forældre blev skilt. Siden da har jeg levet i røg, larm og betonklodser.
Det har jeg lært at leve med i godt og vel 15 år af mit liv, og jeg syntes efterhånden bedre om at leve i lejlighed med små altankasser og knirkende gulvbrædde-lyde fra overboen, end at bo i et villakvarter.
Men før jeg anede det kom kærligheden ind i mit liv og bortførte mig tilbage ind i den verden, som jeg havde kendt fra barnsben.
Er det nu min tur til at være en villa, volvo, vovhund kernefamilie? Kan jeg mon finde ud af det, uden at den falder fra hinanden, som da jeg var barn?
Det er skræmmende. Men jeg må tage en dag af gangen. Jeg må mærke efter helt ind i mig selv, og huske at lytte til både mit hjerte og mit hoved. Hvem ved, måske det kunne blive mig igen?