Min depressions-historie:
Jeg har lidt af depression fra jeg var omkring 16 til jeg var 27. Altså over 10 år. Jeg er nu 28 og både ude af depressionen og den anti-depressiv medicin jeg fik.
Så vidt jeg husker blev jeg først diagnosticeret med depression da jeg var omkring de 20, men når jeg kigger tilbage kan jeg se, at jeg havde symptomer på depression allerede tilbage til da jeg var 15-16 år gammel.
Som jeg ser det, så er der nogle forskellige stadier i en depression, det følte jeg i hvert fald der var i min. Jeg vælger at kalde stadierne for: Benægtelse. Håbløshed. Placering af ansvar. Fastlåsthed. Ændring.
Benægtelse:
Det første jeg oplevede efter jeg fik diagnosen var, at jeg ikke mente det var så slemt. Jeg mente ikke at jeg havde brug for medicin, for så betød det jo at jeg var syg. Jeg var meget imod at “proppe min krop med medicin”, uden egentlig at vide hvorfor jeg havde den holdning. Jeg har senere erkendt, at det var fordi jeg så det som et nederlag, at jeg var nået så langt ned i et hul at jeg havde brug for medicin.
Det der fik mig til at indse, at jeg havde brug for medicin, var den psykolog jeg havde samtaler med gennem skolen. Hun fortalte mig, at hun godt kunne forstå jeg ikke havde lyst til at tage medicin, men at ud fra hendes personlige synspunkt og den udvikling der ligesom var hos mig, så var hun sikker på, at hvis jeg ikke fik medicin, så ville jeg nok ende med en indlæggelse på psykiatrisk afdeling inden for et års tid.
Den tanke skræmte mig mere, end tanken om at tage medicin. Derfor begyndte jeg på anti-depressiv medicin.
Håbløshed:
I rigtig rigtig lang tid af min depression, brugte jeg en masse tid på at føle det hele var fuldkomment håbløst. Jeg havde overbevist mig selv om, at der ikke var noget som helst godt i verden og der aldrig nogensinde ville komme det. Jeg havde fundet et “logisk mønster” som jeg holdt meget fast i. Jeg havde fundet ud af, at hver gang jeg fik det godt, så skete der noget slemt kort tid efter. For hver gang jeg fik det godt igen, blev den slemme ting der efterfølgende skete værre og værre. Derfor stoppede jeg helt med at prøve at få det godt. Fordi jeg var overbevist om, at ligeså snart jeg fik det godt, så ville der ske noget slemt. Jeg var overbevist om, at næste gang jeg fik det godt, så ville det slemme måske være så slemt, at jeg aldrig kunne rejse mig fra det igen. Derfor virkede det mere sikkert for mig, at blive i en tilstand af tristhed og ligegyldighed.
Den tanke er dog ekstremt usund, for det er meget muligt at man kan se et mønster, men fordi man er ramt af depression fokuserer man meget nemmere på negative mønstre, i stedet for positive. Og de findes også. Man kan bare ikke se det, fordi man er opslugt af negative tanker.
Placering af ansvar:
Efter jeg havde haft det svært med min depression i lang tid, begyndte jeg at finde grunde til hvorfor jeg i første omgang havde fået depression. Jeg gik og var sur på alt og alle der nogensinde havde gjort noget der havde været svært for mig.
Jeg tror det er sundt nok at vide, hvorfor man er havnet hvor man er, men man skal sørge for at kunne give slip på det. Jeg blev meget indebrændt og følte ikke at det var mit eget ansvar at få mig ud af depressionen. Jeg tænkte, at når nu det var andre der havde sørget for at få mig ind i en depression, så måtte det også være andres ansvar at få mig ud af den igen. Derfor sad jeg fint derhjemme og ventede på der skulle ske en stor omvæltning, der kunne gøre at jeg fik det godt. Jeg gjorde absolut intet for selv at finde løsninger til at få det godt igen.
Fastlåsthed:
Efter jeg havde indset, at jeg også selv måtte gøre noget for at få det bedre, besluttede jeg mig for at overveje ting der kunne hjælpe. I lang tid var det dog nogle lidt halvhjertede forsøg, for jeg var faktisk bange for at få det godt. Jeg havde så længe haft det skidt og haft en undskyldning (depression) jeg kunne bruge, hvis jeg ikke lige orkede noget. Jeg var bange for, om jeg ville kunne klare at have det godt og klare det ansvar der så lige pludselig også er. For om man vil det eller ej, så kan man bruge depressionen som en undskyldning for, hvorfor man ikke kan tage en uddannelse eller passe et arbejde. Hvis man har det godt, så er man pludselig nødt til at tage ansvar og få sig en uddannelse eller job, så man kan forsørge sig selv.