Når man er lidt naiv ligesom jeg, er det en udfordring at være i et forhold. Det har jeg selv oplevet.
Da jeg var 16 år, fik jeg min første kæreste. Vi var begge meget forelskede, og det hele gik meget hurtigt. Jeg blev meget forelsket i ham og han i mig, og vi troede, vi var hinandens eneste ene. Jeg kunne mærke, at jeg virkelig elskede ham, en følelse jeg havde i både maven og hjertet, og jeg var slet ikke i tvivl om, at det var min eneste ene.
Jeg var helt solgt, og jeg svævede på en lyserød sky. Alt var så dejligt. Han, hans udseende, hans interesser (han var guitarist og sanger) og hans familie. Han har (havde) den sødeste mor og far, og det var bare så dejlig hyggeligt, når vi var der.
Alt var bare så dejligt. Vi har haft nogle af de mest romantiske og vidunderlige oplevelser sammen. Små ting som at være ved stranden og bade en sommerdag helt indtil solen går ned i hans selskab, har været med til at gøre mig ovenud lykkelig i de 3 år, vi havde det godt.
Og nu som jeg sidder her og skriver det her, kan jeg mærke, at jeg egentlig savner de her øjeblikke. Det er noget helt særligt. Mig og ham er noget helt særligt. Men jeg må også erkende, at der var store vanskeligheder, der lige så langsomt gjorde, at det begyndte at gå mere og mere ned ad bakke.
De vidunderlige øjeblikke blev færre, han fik mere og mere brug for at være sig selv, være fri og single, prøve nye seksuelle ting af. Da jeg mødte ham, havde han lige gennemgået et stort vægttab, og han havde i vores forhold taget lidt på igen, og derfor ville han gerne dyrke sit udseende og prøve at score nye piger.
Det føltes som et kæmpe svigt af mig og vores kærlighed, at han valgte sig selv og sit ydre frem for mig og kærligheden. Jeg var chokkeret, skuffet, ulykkelig og helt ude af mig selv.
Fordi…
– Jeg troede fuldstændig blindt på det her mellem ham og mig.
– Jeg var helt og aldeles sikker i min grundvold på, at vi var hinandens eneste ene.
– Jeg var helt sikker på, at det var os.
– Og jeg var helt sikker på, at vi havde det på samme måde begge to.
Efter en uge på sin højskole valgte han at lade være med at besvare mine opkald og sms’er. På den måde slog han op med mig. Det var en utrolig følelse af svigt. Jeg kunne ikke tro det, jeg var så sikker på, at vi havde det på samme måde, at vi begge virkelig elskede hinanden.
Jeg var alt for naiv.
Jeg var alt for godtroende.
Jeg var alt for overbærende.
Jeg kunne ikke glemme ham. Jeg var i ham. Jeg var i vores fælles bevidsthed. Jeg var en så stor del af det forhold, så det føltes som at miste mig selv, at miste ham.
Jeg var i en dyb sorg, og det er her, jeg begynder at udvikle en depression samt angst og OCD.
Mit bedste råd til dig er derfor at passe på med at investere hele dig selv i et forhold. Du risikerer at miste dig selv på vejen. Det er ikke det værd. Når du går ind i et forhold, skal den anden behandle dig godt, og det øjeblik du opdager, at det ikke sker, skal du sige stop. Det kunne jeg ikke, for jeg var alt for naiv, godtroende og overbærende. Jeg satte ingen grænser. Jeg tilgav ham hele tiden. Det må du ikke lade ske for dig.
Det er også en god idé at have nogle andre personer tæt på dig ud over din kæreste. Gode veninder du kan snakke med, mens du har en kæreste, så din kæreste ikke bliver den eneste, du er tæt på. Det ender med at gøre meget mere ondt, hvis I går fra hinanden.
Jeg håber du kan bruge mit blogindlæg til at gøre dig nogle overvejelser om dit eget forhold.
Husk du er altid den vigtigste i dit liv.