fbpx

Login

Uddannelse handler ikke kun om at blive færdig

I maj er afslutningen i sigte. På året, semestret eller måske hele uddannelsen. Måske hungrer du efter at få læseferie, måske vil du bare gerne aflevere din bachelor eller dit speciale. Måske skal du have studenterhue på hovedet eller svendebrev i hånden. Være færdig. Det er alt sammen lige forude, og det er forståeligt, at du glæder dig. Men husk, at uddannelse ikke kun handler om at blive færdig.

Når du ser frem til den lykkerus, det sikkert bliver at blive færdig, er det normalt – og fortjent – at ville få tiden til at gå lidt hurtigere. For at slippe for de genstridige opgaver, som du sikkert sidder med her i maj og bare gerne vil have færdige. Alle omkring dig spørger måske også, om du ikke glæder dig til at være færdig. Det er måske svært at sætte pris på. Men det er en god idé.

Det gode ved uddannelse
Udover, at vi i Danmark er så privilegerede at få uddannelser betalt af staten, er uddannelser faktisk også en af de ting, vi mennesker har nemmest ved at samles om. Tænk bare på, hvor længe du har været sat sammen med en masse forskellige mennesker igennem din skoletid. Nogle er du måske venner med endnu. Hver gang en uddannelse afsluttes er der fest og farver, og efterfølgende vil mange opleve, at det faktisk var ret fedt at mødes hver dag. På en uddannelse er man nemlig i samme båd som alle dem omkring sig, og det giver unikke muligheder for fællesskaber. Der er også et fast skema, som nogle andre har fastlagt for en, som man kan støtte sig til og ikke skal tænke så meget over. Og måske allervigtigst: at være i gang med en uddannelse, er at få lov til at være i konstant udvikling. At lære, undre, udforske. Og måske væmmes, ja, du kan glæde dig over, de fag du ikke kommer til at savne. Men dem kommer du sikkert også til at savne alligevel, i nostalgiens navn. Faktum er, at mange af de ting der er så fantastiske ved uddannelse, først går op for en, når den er færdig – i bagklogskabens ulideligt klare lys. Det kan være, at du indser, at alle de timer, du syntes var så frygtelige, faktisk er hyggelige at se tilbage på, fordi du tilbragte dem med dine medstuderende. Det er ikke noget, man skal tage forgivet. Mange af de ting, du lærte, og som du måske vil føle er komplet ubrugelige, vil langsomt begynde at give mening for dig i forskellige kontekster, og det kan være, at du engang sender din uddannelse en lille tak.

Så glæd dig. Glæd dig til at være færdig, ja, men husk også at være i nuet, og forsøg at være bevidst om, at du er heldig. At du engang vil se tilbage på netop denne tid, som du lige nu bare gerne vil have overstået, med nostalgiske briller. Uddannelse er et privilegie, og de er ikke indrettet sådan, at du nødvendigvis ved, hvad du kan bruge det til, lige med det samme. Uddannelser åbner verdener gennem hele livet. Så vent en anelse med at blive færdig – det haster i virkeligheden slet ikke.