Jeg er meget følsom. Jeg græder når jeg ser sørgelige film. Jeg græder når jeg slår mig. Jeg græder når jeg ser andre har det dårligt. Derfor kalder de fleste mig “tude-marie”.
Jeg ved godt, at jeg måske græder ofte over hvad folk kalder “ingenting”. Men for mig har det været en længere proces at nå til det punkt, hvor jeg rent faktisk viser mine følelser.
Tabu at græde
I mange år af mit liv har jeg været vant til ikke at vise mine følelser for nogen. Bare gemme dem væk, og lade som om at de aldrig har eksisteret. At de aldrig har været følt. I min fars øjne var det et kæmpe tabu at græde, og hvis jeg, eller mine brødre græd, så kunne det føre til mange grimme tilråb fra ham – at vi også bare skulle tage os sammen, at vi var unormale fordi vi græd. Men hold nu kæft, hvor var det åndssvagt! For det passer jo overhovedet ikke. Men, når man hører det dagligt fra forældre, at det er unormalt, så tror man også på det. Det gjorde jeg i hvert fald i mange år af mit liv.
Det var ikke før min far og mor blev skilt, at min rejse til at mærke mig selv og mine følelser for alvor begyndte. I starten var det møgubehageligt at udvise mine følelser foran min familie, mine venner, mine klassekammerater og lærer. Det var en LANG proces.
Let som en fjer
Men jeg kunne jo godt se på mine omgivelser, at for dem var det helt unaturligt, at jeg ikke udviste mine følelser. En af mine veninder sagde engang til mig, at hvis det var svært for mig at gøre det overfor andre, så kunne jeg prøve, når jeg sad derhjemme, at tage en pude, placere den oppe foran mit ansigt, og så bare græde eller skrige direkte ind i den. Jeg syntes, det lød totalt åndssvagt, og jeg gik længe og tænkte over det, men til sidst besluttede jeg mig for at prøve det. Jeg tror aldrig nogensinde, at jeg har grædt så længe og så hårdt i hele mit liv! Jeg knugede puden så hårdt i mine hænder, og begravede mit ansigt så dybt i den, jeg kunne. Da jeg var færdig, føltes det som om, at flere tons blev fjernet fra mine skuldre. Jeg følte mig let som en fjer. Der slog det mig. Hold da op, det er jo faktisk helt okay, når man lige får sine følelser ud af kroppen.
Tættere på familie og venner
Herefter begyndte jeg, lidt efter lidt, at vise mine følelser overfor min mor og mine brødre, og til sidst fik jeg mod til at gøre det overfor mine venner.
Det endte med, at jeg følte mig langt tættere på min familie og venner, og jeg kunne mærke, at de omfavnede og accepterede mine følelser 100%.
Jaja, nogen gange kan min mor da godt finde på at sige, at nu er jeg vist lidt en “tude-marie”, men det gør mig egentlig ikke noget. Jeg har det helt fint med at græde, at føle, at være mig, og at føle mig selv.
Det bedste i hele verden er at stå ved sig selv, stå ved sine følelser og vise dem frem. Selv sten kan græde! Vi er jo bare mennesker, alle sammen.