fbpx

Login

Tankemylder: skriv, skriv, skriv

Vi får tusindvis af inputs, beskeder og indtryk i løbet af bare én enkelt dag. Sammen med vores i forvejen travle hverdag, skal der også være plads til at overveje alle disse indtryk – noget der godt kan være meget stressende. Vores ’skrøbelige’ hjerne er faktisk slet ikke bygget til det, og ophober pr. automatik utallige tanker, spekulationer og bekymringer. Personligt får det oftest mig til at blive slået bagover, som var det et pendul, der gentagende gange ramte mig. Som at blive skubbet så hårdt tilbage, at man fysisk må stoppe op.

Tankemylderet kan hurtigt tage overhånd og kan gøre mange mennesker enormt ængstelige. Det kan både være små lavpraktiske ting, der fylder, men helt klart også større ting, der virkelig kan sætte gang i lavinen af tanker. Det værste, jeg ved, er, hvis jeg inden jeg skal sove, ligger og overtænker alle de ting, jeg skal nå dagen efter, hvis jeg ved, at jeg får en hektisk dag. Så kan jeg ligge i timevis og spekulere på, om min dag nu vil gå som planlagt. Dertil hjælper det heller ikke, at jeg er lidt af en overtænker i forvejen. I min hjerne skal hver enkelt tanke åbenbart lige ’vendes og drejes’ på alle led og kanter, før den kan suse afsted igen. Kan du genkende det?

Selvom tankemylder kan føles som roden til alt ondt, så er der faktisk værktøjer man kan arbejde med for at kontrollere eller standse tankerne bedre:

1. Lyt til dit åndedræt. Denne hjælper især, hvis du ikke kan falde i søvn for dine ’larmende’ tanker. Træk vejret dybt ind gennem næsen – hold det inde – og pust ud gennem munden. På den måde får du kontrol over din vejrtrækning og samtidig falder dit sind mere til ro.

2. Afled din hjerne med lydbøger, podcasts eller musik. Herved kobler du fra, og leder tankerne videre.

3. Af egen erfaring vil mit allerbedste råd dog være at skrive dine tanker ned. Det hjælper enormt meget at sidde rent fysisk med en blyant eller kuglepen og skrive alle de spekulationer og bekymringer ned på et papir eller i en bog. Hvorfor? På denne måde får du en særlig ”muscle-to-mind”-forbindelse. Blyanten i din hånd styrer din hjerne og omvendt, og du kommer dybere i takt med dit tankemylder. Således finder du måske også nærmere grunden til, hvorfor dit tankemylder opstod til at starte med. Det er fuldstændig ligegyldigt, hvad du skriver, bare du kan tage tankerne ud fra din hjerne, skrive dem ned, pakke dit papir væk og lade det være. På den måde får du taget afstand til alle tankerne, og kan overdrage dem til papiret.