De fleste studerende på videregående uddannelser oplever på et eller andet tidspunkt, at det begynder at blive hårdt. Det kan være en eksamensperiode, der er særlig uheldigt planlagt, et læsetungt fag der trækker tænder ud eller oplevelsen af, at der sjældent er pusterum mellem de enkelte projekter og afleveringer.
Man kan nemt komme til at miste sig selv en smule og lade studielivet være langt mere studie end liv. Man lader sig rive med af spiralen, hvor ens egne behov bliver sat på pause på ubestemt tid, for man skal “bare lige” have afleveret denne her opgave/overleve denne her eksamensperiode/indhente den forsømte læsning i det dér ene fag. Men der kommer altid en ny deadline, et nyt fag, endnu en eksamen – og hvis man får kørt sig selv i minus i mellemtiden, kan det blive rigtig svært at komme ovenpå igen.
Jeg mærkede presset første gang på 5. semester af min bachelor, men jeg var næsten færdig med min kandidat, før korthuset for alvor faldt sammen. Jeg havde taget for stor en mundfuld, indset det alt for sent og var helt brændt ud. Jeg måtte sygemelde mig fra studiet og er nu – halvandet år efter – stadig ved at komme mig. Jeg skriver i øjeblikket det speciale, jeg oprindeligt skulle have afleveret for et år siden.
Det kan være enormt svært at beslutte sig for at forlænge sin studietid, uanset om det drejer sig om at udskyde et fag, tage orlov eller at sygemelde sig. Udover den tvivl og skam, man selv kan bære på, kan man møde meget modstand undervejs. På nogle universiteter kan det være rigtig svært at få lov til at studere på deltid, hvis ikke skaden allerede er sket. Man kan opleve en del stigmatisering. Samfundet skynder på os, men vi har også selv travlt – vi tænker, at hvis vi bare holder ud lidt endnu, så venter livet jo på os derude.
Men nøj, hvor er det vigtigt at passe på sig selv undervejs. Stress har det med at indhente dig, og det er sjældent på et bekvemt tidspunkt. Jeg har venner, som kæmpede sig gennem det sidste speciale-ræs i håb om at kunne ånde lettet op på den anden side, men som nu kæmper præcis de samme kampe i deres arbejdsliv. En af mine bedste veninder har netop sygemeldt sig fra sit arbejde efter et år i total ubalance.
Så til dig, der måske overvejer at forlænge dit studie – gør det! Du gør dig selv (og din fremtidige arbejdsgiver) en kæmpe tjeneste ved at lære dine grænser at kende. Jo længere tid man venter, des længere tid tager det at få det godt igen.
Og til alle studerende – hvis det ikke føles holdbart i nuet, er det helt sikkert ikke holdbart i længden. Pas på jer selv. Vi har slet ikke så travlt, og livet kan alligevel kun leves i nutiden.