For mig handlede det om, at det var en beslutning, jeg skulle være klar til at tage. Beslutningen om at vælge livet.
Det havde været en meget turbulent tid. Jeg blev, i takt med at mit alkoholforbrug steg, mere og mere ustabil, og mistroisk over for alt og alle. Jeg havde haft det svært i lange perioder de sidste 10 år, og der havde været mange indlæggelser, især i forbindelse med selvmordstanker.
Jeg begyndte at være bange for min kæreste. Jeg frygtede, han ville slå mig ihjel. Han måtte jo være psykopat! Nogle gange, når jeg tog et bad, blev jeg bange for, at han ville komme ud med en kniv eller økse (til trods for vi ikke ejede en økse!) og slå mig ihjel. Jeg stod på vagt, og fandt specielle vinkler, hvor jeg kunne se badeværelset fra alle vinkler igennem spejlet.
Total Paranoia
Til sidst var jeg så bange, at jeg stak af. Han var ikke kun min kæreste. Han var min forlovede, og vi havde et bryllup planlagt lige rundt om hjørnet, som så blev aflyst. Jeg boede rundt omkring, hvor jeg lige kunne være, men det var heller ikke til at holde ud, og jeg begyndte at drikke endnu mere. Dét gjorde mig endnu mere ustabil og bange. Ikke mindst psykotisk. Jeg stolede ikke på nogen. Ikke engang mine veninder eller familie. Jeg følte, at alle var efter mig og ville mig ondt.
Jeg endte på psykiatrisk skadestue, selvom det var det sidste sted, jeg mente, jeg skulle være. Jeg havde på det tidspunkt så mange tvangstanker og regler i hovedet, som jeg ikke var i stand til at bryde, og jeg kunne ikke gå med til indlæggelse. Efter flere timer med to læger, der forsøgte at snakke mig til fornuft, endte jeg med at forlade skadestuen i vrede. Hvorfor forstod de ikke, hvad jeg sagde?
Politiet hentede mig
Jeg nåede kun lige ind ad døren, før det bankede på. Det var politiet, som kom for at hente mig. Jeg vidste, de var på vej, men blev alligevel meget bange og skræmt. Jeg rystede over hele kroppen, imens jeg pakkede mine ting. Jeg var så flov. Alt dét var sat i værk, fordi JEG var umulig. Sådan føltes det. Jeg kørte med og gik til sidst med til frivillig indlæggelse. Jeg var på afdelingen i 2 dage, og så tog jeg hjem til det sted, jeg opholdte mig.
Det var min sidste indlæggelse.
Ny energi
Perioden efter var jeg stadig ustabil, men på en anderledes måde. Det ændrede sig først den dag, jeg stoppede med at drikke.
Jeg tog hjem til min kæreste på dagen for det aflyste bryllup. Dagen efter vågnede jeg med en ny energi og mod på livet. Det var så rart at være hjemme og tryg igen. Jeg var ikke længere bange, men vidste der var en hård kamp forude. Det var mange års dårlige mønstre, der nu skulle brydes, men jeg var klar.
Beslutningen er nu taget – Jeg har valgt livet
Selvom nogle dage stadig er en kamp at komme igennem, og jeg mest af alt bare har lyst til at ligge i sengen med en dyne over hovedet, så bliver jeg ved. Jeg har valgt livet, og jeg springer ud i det med begge ben. Nogle dage måske med hovedet først, fordi det bare ikke kan gå stærkt nok. Det er min primære kamp. At finde tålmodigheden frem og indse, at ting tager tid. Der vil være dårlige dage, men det er helt naturligt, og ikke mindst er jeg kommet frem til, at det er okay at være vred og ked af det.
Jeg tror, jeg skulle rigtig langt ud, før jeg indså, at jeg var nødt til at lave nogle ting om. Jeg tror på, at man skal være klar til at træffe den beslutning om at gøre noget aktivt for at nå frem til det liv, der giver mening for en selv. For mig handlede det også om at gå på opdagelse i mig selv. Finde ud af, hvad der egentlig gjorde mig glad, og gav mig en rar følelse indeni, og så ellers bare komme i gang med at gøre en masse af det.
For mig handler det om at begynde på alt det kreative igen, som jeg altid har elsket at være i gang med, men som længe har været sat på pause. Derudover fylder musikken for mig enormt igen, og det er både at spille lidt klaver, synge eller lytte til mine yndlingsnumre. Der er pludselig så meget at gå i gang med, at tiden synes knap, men mon ikke jeg når det hele.