Jeg vågner ofte i min seng efter en lang nats søvn og rækker som hypnotiseret ud efter min mobil. Jeg når knap nok at åbne mine øjne førend jeg falder over mennesker med nye seje jobs, søde kærestepar og pæne piger i bikini. Jeg når heller ikke at gnide søvnen ud af øjnene før jeg kan mærke min energi forsvinde ud af kroppen og blive erstattet af bitterhed og ego, en hvirvelvind af misundelses argumenter starter med at jeg er kritisk overfor de lykkelige mennesker i mit feed: han er yngre end mig, hvorfor får han det job? hvorfor skal vi absolut se på deres platte lykkelige kærlighed, de har sikkert ikk noget at tale om når de er alene og hvorfor skal hende der overhoved dele bikinibilleder i december, hun må have hårdt brug for opmærksomhed. Efterfølgende peger fordømmelsen indad og jeg skammer mig over ikke at kunne tilsmile de lykkelige perfekte mennesker i mit feed, føler mig smålig og tænker selvfølgelig har han fået tilbudt det job han er meget sejere end mig og gid jeg kunne dele sådan et billede i bikini, men jeg er alt for grim og bare jeg selv havde enkæreste, men ingen gider være sammen med mig tydeligvis.
Sammenligninger med søde mennesker, som i glæde har delt et job, en kæreste, eller noget helt 5 på instagram får mig pludselig til at føle jeg er den eneste i verden der ligger som forstenet i min seng og ikke engang kan huske hvornår jeg sidst har skiftet trusser.
Intet af det her handler om menneskerne, men min egen usikkerhed, utilstrækkelighed og kedsomhed.
Jeg ved godt at når jeg sammenligner mig med andre bedrager jeg mig selv og jeg bliver også enormt flov når jeg ligger og garanterer mig selv for at jeg er i gang med en objektiv vurdering af situationen. Det er jo ikke sådan det hænger sammen og det jeg i virkeligheden gør er at sammenligne mit liv, som jeg kender det indefra med en vag idé om hvordan, jeg tror andre menneskers liv føles i deres krop og garanterer mig selv for at det må føles ligeså dejligt som når man tager den første tår af en iskold cola i et dugget glas en formiddag med tømmermænd.
På dage som de her prøver jeg at sige til mig selv at sammenligninger er min vanemæssige tendens til overtænkning og til at transportere mig væk fra det nuværende fokus. Jeg minder mig selv om at når jeg er fuldt til stede i mit eget liv er der ingen sammenligninger fordi det er overflødig tænkning som er baseret på mentale illusioner. Jeg husker også mig selv på at præstation har fået status af ideal for det gode liv og at det er som om det er alt afgørende at gøre sig gældende og ustandseligt præstere inden for et eller andet for at være værdifuld i denne her verden.
Samfundet kalder på at vi skal være aktive, opsøge netværk og maksimere vores tid. Vi er vores egen lykkes smed men også vor egen ulykkes eneste ophavsmenneske. Bagsiden af når alt falder tilbage på os selv, er at det hele er vores egen skyld og det opleves for mig selv, enormt skamfuldt, ikke at lykkedes med at præstere, som jeg føler jeg bør.
Præstationsræset kan klæde sig i mange former og selv følelsen af ikke at føle glæde bliver et parameter for præstation, er vi ikke lykkelig er det også vores egen skyld. Og det er det sgu bare ikke, det er samfundets strukturer og forventninger til dig og mig der er urealistiske og nogen gange er det altså vigtigt at huske at du er top fed og dejlig bare fordi du er i live og at du gerne må unfollowe eller mute mennesker der giver dig utilstrækkelige følelser på insta også selvom i er gode venner og du godt kan lide at være sammen med dem irl. Det vigtigste er at du finder dig til rette i din hverdag og dit hoved og lærer at lukke både samfundets forventninger og dit instagram feed ude.