fbpx

Login

Sådan fik jeg en bedre selvtillid og et bedre selvværd

Vejen til en bedre selvtillid og et bedre selvværd kan være lang og svær, men i denne artikel er der en række råd, som har hjulpet mig på vej til få bedre selvtillid og selvværd.

Hvorfor er min krop ikke lige så flot som hendes?
Hvorfor er mit liv ikke lige så perfekt som hans?
Hvorfor kan jeg ikke være lige så populær som dem?

Spørgsmålene kan være mange, og de kan føles svære at få svar på. I mange år stillede jeg mig selv de samme spørgsmål – og især, når jeg tjekkede de sociale medier. Vi unge mennesker bruger de sociale medier utrolig meget, og vi har desværre en tendens til at sammenligne os selv med andre – også uden for medierne. Der findes alt for mange unge med lavt selvværd og selvtillid.

Efter mange år med lav selvtillid og lavt selvværd, samt en tro om, at jeg var forkert og uperfekt begyndte jeg at fokusere på hvem jeg ER, og ikke hvem jeg gerne ville være, og prøvede at acceptere denne person. Det har været en lang og svær kamp, men det har uden tvivl været det hele værd. DERFOR vil jeg utrolig gerne dele tre råd til, hvordan man kan arbejde med at lære sig selv at kende – og at acceptere denne person:

 

  1. Ryd op i dem du følger på de sociale medier, og stop med at følge mennesker, som du har en tendens til at sammenligne dig selv med.
    Én af de første ting jeg gjorde i kampen for højere selvtillid, var at rydde op i mine sociale medier. Jeg stoppede med at følge de mennesker, som jeg havde en tendens til at sammenligne mig selv med. På den måde undgår du dagligt at se mennesker, som du sammenligner dig selv med, og hvis liv du stræber efter. De sociale medier er ofte et sted, hvor det hele skal se rosenrødt ud – men husk på, at der er mange ting, vi mennesker ikke deler på de sociale medier.
  2. Stil dig selv foran spejlet hver aften og sig tre positive ting om dig selv højt.
    Dette er faktisk en ting, som jeg stadig gør. I starten var det utrolig grænseoverskridende, men efter noget tid kunne jeg mærke en forskel, og det har siden været en fast del af min aftenrutine. Dog siger jeg det ikke altid højt længere, men det er vigtigt at gøre i starten, og sig det, så du mener det. De tre ting du siger behøver ikke at være forskellige hver eneste aften. Det kan sagtens være de samme tre ting i en periode, for jo flere gange, du hører det, jo mere overbevisende bliver det. Men hvis det skal virke, er du også nødt til at være ærlig overfor dig selv. Det gælder ikke om at finde tre nye ting hver eneste dag, som du egentlig ikke synes passer. Så hold hellere fast i de samme tre ting, indtil dit syn på dig selv har ændret sig, og det (måske) bliver lettere at finde nye positive ting.
  3. Sæt post-it-sedler op rundt omkring med komplimenter, citater eller, hvad der ellers kan gøre dig glad.
    Dette er et råd, som en psykolog, jeg engang gik hos gav mig. Dengang synes jeg, at det virkede åndssvagt, og jeg brugte det derfor ikke. Men en del år efter, at jeg var stoppet hos hende prøvede jeg alligevel, og det gør en forskel. Jeg har gennem mange år ofte læst citater om livet, når jeg har haft det svært. Derfor gjorde det en forskel for mig, at de var visuelle hele tiden, og at jeg ikke skulle søge på dem, når jeg følte jeg havde brug for dem. Det samme gælder med med komplimenter. Selvom, at jeg siger dem til mig selv hver aften, så kan vi ikke komplimentere os selv, eller andre for lidt. Komplimenter får os til at have det godt og forhøjer vores selvtillid.