fbpx

Login

Roskilde Festival

Her får I en historisk indblik i Roskilde Festivalen. Hvad? Hvornår? Og hvordan?

I 1971 fødtes et lille barn, der siden har vokset sig større og vigtigere. Faktisk er dette barn det næststørste af slagsen i Europa og har siden de første spæde skridt på græsplanen foran de voksende antal scener mødt store navne: blandt disse kan nævnes Bob Marley, Metallica, Paul McCartney, Coldplay, Ret Hot Chili Peppers, David Bowie, Nirvana, Kanye West, Bruce Springsteen, Prince. Altså kan man vel godt sige, at barnet har kontakterne i orden. Kræsen er heller ikke retfærdigt at tilegne som tillægsord til barnet, der både lytter til hård rock, popmusik, elektronisk musik og hiphop, bare for at give en idé om dets openminded tankegang.

Når barnet får gæster hvert år i slutningen af juni og nogle dage frem, skal der selvfølgelig underholdning til alle de mange gæster – og hvor mange gæster dukker der op, spørger du? I 1971 ankom omtrent 10.000 musikglade mennesker, 19 år senere troppede 102.000 op, og i 2015 nåede tallet op på svimlende 130.000! Ja, selv frivillige dukker op i hobevis for at sørge for de mange gæster, der selv medbringer telte, flere kartoner cigaretter og MEGET øl til deres camps plus en håndfuld gode venner.

Nu til underholdningen. Siden 1998 har barnet arrangeret et nøgenløb, som hurtigt er blevet populært både blandt mænd og kvinder, og det er jo fantastisk! Lad os omfavne hinandens kroppe, ikke være så blufærdige, men i stedet acceptere, at vi alle ser forskellige ud og så komplimentere i stedet for at pege fingre.

Vejret er dog noget, det kære barn aldrig kan være herre over. Derfor er gæsterne nogle år blevet solskoldet efter blot nogle minutter i solen og har måttet hælde flere liter Mokai i sig for at glemme, hvor ondt det egentligt gør at være rød (selvfølgelig efter et besøg hos samaritterne, fordi man har glemt solcreme). Andre år har solbriller og sandaler været en by i Rusland, og selv det er en underdrivelse. Massive regnbyger har fyldt ølbongerne, imens gummiskoene ikke har lignet de nyeste Nike Air, men en blanding af indtørret mudder og andre ildelugtende ting.

Barnets fødselsdag står for døren, flere tusinder gæster fra Danmark og andre europæiske lande har allerede fundet sig til rette i deres telte, hovednavnene øver deres sange i kulissen, og festen begynder. Bryder du dig ikke om barnet, også kendt som Roskilde Festival, er du sikkert enig i Mads Holgers ord, som jeg vil runde fødselsdagen af med. ”Terrorangreb rammer efterhånden Europa ugentligt, EU er i opløsning, og masseindvandringen er ved at omskabe Europa og Danmark for evigt, men i kulturen og medierne hører vi ikke tilstrækkeligt herom, fordi branchernes ansatte i vid udstrækning hellere vil til Roskilde og drikke dåsebajere med Miss wet T-shirt i mudderet.”