Jeg har det sidste halve år gennemgået en turbulent tid. En fuldtidspraktik som sagsbehandler, studiejob, studielæsning og opgaveskrivning. Et socialt liv, der skulle passes og 2 dejlige, men særdeles vilde drenge, at tage mig af. Et hjem, der skulle holdes bare nogenlunde, og almindelige dagligdagsbekymringer om økonomi (eller mangel på samme). I mit hoved fungerede det, i hvert fald i starten. Tid og gøremål var sat i system, og jeg kunne se for mig, hvordan jeg på en realistisk måde kunne komme igennem det halve år. Jeg var dog noget bekymret for, at jeg ville lade min praktik fylde for meget i mit privatliv. Jeg skulle trods alt forholde mig til mange mennesker med hver deres problemer. Men det viste sig at være helt andre omstændigheder, der fyldte mit bæger til randen.
I løbet af perioden røg jeg længere og længere ned. Med arbejdsuger på over 50 timer, var mit overskud ikke det største, når jeg endelig havde tid til at være der for ungerne. Men jeg formåede stadig at holde mig oven vande. Men så dukkede uventede ting op, der væltede hele mit system. Alvorlige personlige problemer. Når jeg endelig havde overvundet det ene, blev det straks afløst af det næste, endnu større problem. Jeg kæmpede. Især for mine børns skyld og for mig selv, så jeg ikke gik fuldstændig ned med flaget. Praktikken, som jeg først havde troet ville være det, der fik mig ned, viste sig at være det sted, jeg havde mit frirum. Arbejdet med klienterne, mit ansvar og nødvendigheden af at lægge mine egne problemer væk gav mig det pusterum, jeg havde behov for. Selvfølgelig lå tankerne om mine egne problemer og lurede i baghovedet, men det var først, når jeg kom hjem, de tog over. Jeg var træt, brugt, udkørt. Jeg følte, at det hele smuldrede mellem fingrene på mig. Men jeg fortsatte med at kæmpe mig gennem dagene. Jeg måtte opgive mit sociale liv for en tid. Havde ikke tiden og overskuddet. Det stressede mig at være ”på”, men følelsen af at lukke vennerne ude stressede mig også. Og det var desværre heller ikke alle, der havde forståelse for det.
I lang tid levede jeg ikke, jeg overlevede. Jeg vågnede hver morgen med sorte rande under øjnene og mit hår begyndte at falde af. Jeg kunne ikke være i mig selv. Jeg rystede, bare jeg tænkte 10 minutter ud i fremtiden. Jeg havde fuldstændig mistet kontrollen. Kontrollen over systemet i mit hoved. Kontrollen over mit liv. Men jeg ville ikke give op. Ville ikke vise, at jeg var svag. For det var, hvad jeg følte mig, svag og ubrugelig. Jeg måtte klare problemerne og tankerne selv for at undgå det nederlag, jeg følte, det ville være ikke at kunne klare livet selv. Men mit bæger var fuldt, og jeg ventede bare på dråben, der ville få det til at flyde over. Det var først, da jeg sad rystende og komplet sammenbrudt hos lægen, at jeg indså, at det var så galt. Jeg havde jo egentlig godt vidst det længe, men at få sat ord på det var noget andet. En belastningsreaktion og en kraftig opfordring til at søge yderligere psykologhjælp og sætte uddannelsen på stand-by. Jeg var gået helt ned med stress, men følte ikke, jeg kunne gøre noget ved det. At udskyde uddannelsen er ikke en mulighed, så jeg kæmper videre, så godt jeg nu kan. Lidt af overskuddet er da også vendt tilbage, efter praktikken sluttede, og jeg kan prioritere tiden anderledes. Men jeg er klar over, at jeg er nødt til at tage en dag ad gangen og acceptere, at der bare er nogle udfordringer, jeg er nødt til at leve med. Og inderst inde håbe på, at de er med til at gøre mig til et stærkere menneske.