fbpx

Dette er en fortsættelse af mit indlæg fra d. 11/7: https://ungtilung.com/min-mor-er-psykisk-syg-del-13/

Min mor og jeg har haft et skævt forhold hele mit liv. Fra et tidligt tidspunkt har det været mig, hun har set op til og bedt om gode råd. Det var ofte mig, hun ringede til, når det hele brændte på. Min mor var impulsiv og tænkte sig ofte ikke om, før hun tog nogle valg. Det var mig, der skulle være den fornuftige.

Min mors nye kæreste

Men det, der fyldte mest, var hendes problematiske forhold til hendes nye kæreste og senere mand. Mine forældre blev skilt, da jeg var 14 år. En morgen vågnede jeg, og mor var der ikke mere. Hun var taget af sted uden overhovedet at sige farvel til os børn. Det har jeg haft det svært ved at tilgive hende for siden. Min far sagde, at mor ikke havde det godt og havde brug for lidt tid væk. Det gav mening for mig, da jeg godt vidste, at mor ikke havde det godt. Men alligevel havde jeg på fornemmelsen, at mere stak under. Efter en uge måtte min far dog meddele, at mor ikke kom tilbage. Efter meget kort tid skulle vi ind og besøge mor i hendes nye hjem, hvor hun nu var flyttet ind med en anden mand. Min mor lod som om, det var det mest naturlige i hele verden, og vi snakkede ikke om, hvad der var sket. Det var meget uforståeligt for mig, at hun havde valgt ham frem for min far. Han var alkoholisk, og virkede ofte tydligt beruset når vi kom. Det var utrygt for mig.

Jeg bliver hendes primære støtteperson

Efter et par år sammen med denne mand begyndte min mor at få det endnu værre psykisk. Det kan godt være, at hun havde haft det dårligt sammen med min far, men denne nye mand var uforudsigelig og ustabil. Min far havde i det mindste været hendes klippe og haft en vis forståelse for hendes behov. Han burde dog nok have sørget for, at hun fik noget mere hjælp. Denne nye mand virkede underligt ligeglad med min mors behov.

De timelange opkald til mig begyndte, og hun spurgte ofte, om jeg ikke lige kunne komme over. På det tidspunkt boede jeg kun 1,5 km væk. Jeg turde ofte ikke rigtigt at sige nej fordi, jeg var bange for, at der skulle ske hende noget. Hvis det ikke var fordi, jeg skulle komme, kunne hun finde på at snakke som et maskingevær i op til en time, hvor jeg nærmest ikke fik et ord indført eller kunne finde hoved og hale i, hvad hun havde snakket om. Det stak i mange retninger. I den periode var det meget opslidende at være sammen med hende. Det var mig, der skulle være den voksne, og jeg skulle samtidig også passe på, hvad jeg sagde, så jeg ikke kom til at fornærme hende. Jeg gav hende masser af gode råd, som hun oftest selv efterspurgte. Men det var råd, der aldrig blev efterfulgt. Hun kørte bare i den samme rille. Til sidst lod jeg ofte være med at tage telefonen, fordi jeg ikke orkede, men det var med stor skyldfølelse til følge.

Til sidst satte jeg dog en grænse. Jeg kunne ikke blive ved med at være mor for hende.

 

Har du mod på at tage næste skridt og komme i gang med at hjælpe dig selv? Besøg vores selvhjælpskasse

TRYK HER

Esromgade 15, 3 - 2200 København N
kontakt@ungtilung.com