Login

At få delt et personligt billede – Del 3

I tredje del af min historie, fortæller jeg om den hårde tid efter billedet blev delt, men også hvordan det så småt så blev bedre.

Hele verden imod mig

… tiden efter var hård. Meget hård. Jeg gik i skole hver dag, for hjemme hos os pjækkede man aldrig. Jeg blev råbt efter og hvisket om og grint af. Jeg havde mine veninder, men de forstod ikke helt, hvad det var jeg gennemgik. Mine søskende var vrede på mig, min mor var vred, min far var vred. Det føltes som om, at jeg ikke kunne gå udenfor en dør, før jeg blev konfronteret med billedet af mig fra festen. 

En aften sad jeg på Facebook, og pludselig poppede en besked op fra den dreng, jeg havde været intim med den aften. Det var billedet. Jeg fatter ikke, hvorfor han syntes, at jeg skulle have det billede tilsendt. Det var så umenneskeligt.

Jeg forsøgte at skrive til den dreng, der havde taget billedet og få en forklaring på, hvorfor han ikke havde slettet billedet, når jeg tydeligt havde bedt ham om det. Han skrev bare, at det var min egen skyld.

Offentlig deling

Der gik nogle dage, og så lagde de det på Instagram. Det var oppe i 24 timer, nok til at alle i hele byen havde set og screenshottet det. Og der var intet jeg kunne gøre.
Så sad jeg der: 14 år gammel, helt alene med mine problemer og fyldt med følelsen af skyld og skam. 

Månederne gik, og der var ikke en eneste dag, hvor jeg ikke skulle forsvare mig selv. Jeg følte, at det var ét skridt frem og to tilbage. 

Professionel hjælp

Det var først, da jeg fik kontakt til en psykolog igennem familiehuset, at jeg så småt begyndte at hele. Det var rart at tale med en voksen om det, som ikke havde part i det. Hun var sød og forstående, og jeg talte med hende om episoden, og om hvordan det havde påvirket mig. Det gav mig mere styrke, og jeg blev bekræftet i, at det ikke var min skyld. Dette blev ikke mit sidste psykologforløb. Det var en lang proces. Jeg startede til psykolog igen, da jeg startede i gymnasiet. Jeg havde udviklet et stort behov for at have kontrol, og dette kom til udtryk igennem en spiseforstyrrelse og selvskade. Også med denne psykolog talte jeg om episoden med billedet, og vi lavede øvelser med min underbevidsthed.

Psykologforløbene er uden tvivl en af grundene til, at jeg i dag er kommet godt videre og har bearbejdet den periode i mit liv. Jeg kan virkelig anbefale det, selvom det måske er grænseoverskridende i starten! Det er vigtigt at tale med en voksen om det, og så er en psykolog ofte lidt lettere at tale med end ens egne forældre, som kan have følelser i klemme.

I næste og sidste del af min historie vil jeg fortælle mere om, hvilke metoder jeg brugte til at bearbejde mit traume og finde min styrke og troen på mig selv igen. Præcis som du kan, hvis du går igennem en lignende oplevelse!