Dagen derpå
…. jeg vågnede næste morgen med en frygtelig hovedpine. Jeg kiggede rundt i mit værelse, og skulle lige forstå, hvor jeg var. Min hals var tør, og jeg huskede ikke meget fra aftenen før. Jeg havde blot en lille stemme i mit hoved og en knude i min mave, der fortalte mig, at noget ubehageligt var sket.
Jeg satte mig op i sengen. Tankerne kørte rundt, og langsomt samlede brøkdele af aftenens hændelser sig i mit hoved. Jeg fik kvalme, men prøvede at ryste det af mig. Det var nok ikke så slemt.
Hele min familie var allerede oppe, da vi skulle til min bedstefars fødselsdag. Jeg rejste mig og gik ind på min søsters værelse. Hun spurgte til, hvordan festen havde været, og jeg svarede henkastet, at det havde været en sjov aften. Hun kiggede på mig undersøgende. Hun kunne se, der var noget jeg holdte tilbage. “Nå ja, ej så skete det lige, at ….” Og jeg forsøgte at fortælle historien som om, det var et underholdende indslag. Jeg har siden tænkt på, hvorfor jeg ikke bare var ærlig over for min søster den morgen, og fortalte hende, at jeg faktisk var rigtig ked af det. Jeg tror, det var for at holde det på afstand, og for at undgå at indse alvoren. Hvis min søster tog let på det, så kunne jeg også.
Hun svarede “Ej Emma….” Og kiggede på mig med skuffede øjne. Jeg trak på skulderen og kiggede ned i gulvet.
Situationen var ude af kontrol
Resten af dagen forsøgte jeg at hygge mig med min familie. De negative tanker og følelser blev hele tiden skubbet om bagerst i hovedet, hvor jeg ikke behøvede at tage stilling til dem.
Vi var på vej hjem i bilen, da en SMS tikkede ind på min telefon. Det var en veninde, der arbejdede i den lokale biograf. Hun skrev, at der i løbet af hendes vagt var kommet flere fyre hen, der havde spurgt hende om billedet af mig. Til sidst i beskeden stod der “… de sagde, at de stod i kø for at få tilsendt det”.
SMS’en føltes som en kæmpe mavepuster, og alle de tanker og følelser jeg havde skubbet væk hele dagen, kom pludselig væltende ind over mig. Mit hoved snurrede rundt, og jeg fik kvalme. Jeg vidste, at jeg måtte gøre noget, og at jeg ikke kunne klare det her selv. Jeg stirrede ud af vinduet og forsøgte at undgå at kaste op.
Da vi kom hjem, valgte jeg at fortælle det til mine forældre. Det var noget af det sværeste, jeg har prøvet. Som 14-årig skulle jeg stå ret foran mine forældre og blotte mine dybeste hemmeligheder, og blot håbe, at de ville gribe mig. Sådan gik det desværre ikke. Sandheden er, at mine forældre også blot er mennesker, og de havde ikke de rette værktøjer til at håndtere situationen dengang.
Frustrerede forældre
Der var meget råben og gråd, og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke traumatiserede mig en smule, at mine forældre reagerede så kraftigt. Men jeg fortryder ikke, at jeg fortalte dem det, for med tiden blev det også lettere for dem, og min mor har sidenhen været en kæmpe støtte og hjulpet mig med at få den hjælp, jeg havde brug for. Jeg er overbevist om, at jeg tog det rette valg, da jeg valgte at fortælle det til en voksen.
Hvis du står i samme situation, kan det måske virke uoverskueligt og angstprovokerende at skulle gøre det samme. Måske går det som for mig, at de bliver vrede eller er uforstående i starten. Men det er jo først og fremmest fordi, at de bliver kede af det og vil dig det bedste. De skal nok lære at forstå, og støtten vil komme. Men det kan også sagtens være, at dine forældre møder dig med støtte og kærlighed helt fra starten.
Uanset hvad, så vil det i fremtiden betyde meget, at dem, som er tættest på dig, ved hvad det er, du har gennemgået.
fortsættes…