Ufrivillig deling af personligt billede
At få delt et personligt billede uden samtykke, kan være traumatiserende. Specielt, hvis man ikke får den rette støtte og hjælp til at komme videre. Men lige meget, hvor sort det kan se ud, så er der lys for enden af tunnelen. Da jeg var ganske ung, havde jeg en oplevelse, der ville påvirke mit liv i flere år efter. I dag er jeg kommet ud på den anden side, og jeg er gladere og stærkere end nogensinde før.
Du er ikke alene. Her er min historie.
Forsamlingshusfesten
Jeg var 14 år gammel, det var sommer og jeg skulle til en fødselsdagsfest hos en af de populære piger. Dagen gik med at spekulere over, hvilket tøj jeg skulle tage på. Crop tops var netop kommet på mode, og jeg havde købt en hvid t-shirt i H&M, som jeg selv havde klippet til. Håret blev sat, makeuppen blev lagt og jeg syntes pludselig, at jeg så meget ældre ud.
Inden jeg nåede ud af døren, dukkede min mor op i gangen og sagde “husk nu, hvad du har lovet. Ingen alkohol, og du skal være hjemme kl 23”. “Ja mor” svarede jeg og smækkede døren i.
Jeg fulgtes med en veninde til festen, der blev holdt i et forsamlingshus i udkanten af byen. Stemningen var god, og jeg havde sommerfugle i maven. Da vi ankom, var der musik, og de fleste stod i små klynger og snakkede. Jeg hilste på den pige, der holdte fødselsdagsfesten og takkede for, at jeg måtte komme. Hun smilede og spurgte, om vi havde alkohol med.
I en bærepose fra Rema 1000 havde vi en flaske shots og et par Somersby. Jeg havde lovet min mor, at jeg ikke ville drikke, men jeg ville gerne passe ind blandt det lidt ældre publikum, og jeg havde samtidigt en lille lyst til at gøre oprør. Vi åbnede en flaske og begyndte så småt at sippe af den, imens vi hilste på de andre.
Ham den søde fra årgangen over
Timerne gik, flaskerne blev tomme, og jeg følte mig pludselig fri og snakkesalig. Solen var ved at gå ned, og fuglene kvidrede deres godnat, som de gør på en sommeraften. Jeg og 4-5 andre piger samledes om et bord og tog 2-3 shots hver. Vi fniste og sendte flirtende blikke tværs igennem lokalet til en flok af de ældre drenge, der var samlet i indgangen til lokalet. Mit hoved snurrede rundt. Hvad var klokken blevet? Hvor var min jakke overhovedet? Jeg gik ud efter noget luft, og det var her, jeg mærkede en hånd på min arm. Det var en dreng fra årgangen over mig, der ville hilse. Vi kendte ikke hinanden så godt, men vi var begyndt at hænge lidt ud, når vi var til fester. Jeg mindes, at jeg syntes, at han var en smule sød.
Jeg tror også, at han var beruset, men jeg ved det faktisk ikke.
Vi talte lidt og bevægede os langsomt hen i et lokale, hvor vi var alene. Vi kyssede vist nok. Holdte måske hænder.
Jeg var i de seneste år så småt begyndt at interessere mig for det andet køn. I månederne inden havde jeg haft en sød kæreste, som jeg havde eksperimenteret med, men ellers var jeg stadig meget grøn på området. Det mente jeg dog ikke selv, at jeg var, dengang.
En blitz, der ændrede alt
Det næste der sker, husker jeg ikke meget af. Det jeg husker, forstår jeg alligevel ikke.
Hvordan kom vi dertil? Hvilke ord, var der blevet udvekslet? Hvordan kunne jeg have gået med til dette frivilligt?
Det jeg senere har lært, er, at dette ikke er så vigtigt i mit tilfælde. Jeg valgte frivilligt at indgå i en seksuel aktivitet. Det er der intet galt i, og intet at skamme sig over. Uanset, hvad folk prøvede at bilde mig ind. Det var, hvad der skete herefter, der var forkert.
Det jeg dog husker tydeligt, var en blitz. En blitz, der borede sig ind i mine øjne og blændede mig et kort sekund. Jeg forstod ikke helt, hvad der foregik, men pludselig gik det op for mig. Der var blevet taget et billede. Et billede af mig i en privat og intim situation, hvor jeg udførte en seksuel handling. Jeg rejste mig op prompte og stavrede hen mod lyset. “Hvad sker der?” spurgte jeg. Jeg hørte en stemme grine kækt “bliv ved”. Jeg var komplet forvirret og kiggede mig rundt. Der var den fyr, jeg var gået ind i lokalet med…. Men i døråbningen stod der også en anden fyr, en fyr, jeg blot kendte ved navn, men aldrig havde talt med. En af hans gode venner.
Udstillet og ydmyget
Det var nu ved at gå op for mig, hvad der var sket. “Stop det!” Råbte jeg, og banede mig vej mod udgangen af lokalet. Fyren træskede væk, og jeg fulgte i hælene på ham. “Slet det billede” sagde jeg hårdt, gentagende gange, og prøvede at lyde som om, at jeg havde styr på situationen. Han kiggede knap på mig, da han køligt sagde; “Desværre. Jeg har allerede sendt det til de andre”. Gråden pressede sig på. Andre havde nu samlet sig i en cirkel rundt om os, for at finde ud af, hvad der skyldtes alt den drama. Nogle af fyrene begyndte at se ned i deres telefoner og grine.
Jeg løb ind efter min jakke. Jeg skulle bare HJEM og det kunne ikke gå stærkt nok. På vejen ud råbte flere af drengene efter mig. En af fyrene stoppede mig og spurgte mig med hån i stemmen; “kan jeg ikke få samme tur?”.
Jeg løb så hurtigt, jeg kunne, i retningen af busstopstedet. På ingen måder forstod jeg endnu, hvor meget denne episode ville komme til at fylde i mit liv, det næste stykke tid. Men følelsen af ydmygelse og fortvivlelse fik tårerne til at trille ned af mine kinder.