Alle, der får en diagnose, reagerer forskelligt. Det er individuelt, hvad der betyder for ens liv, og hvordan det kommer til at forandre det. For mig var det en kolossal lettelse. Det var et svar på et spørgsmål, jeg havde råbt og skreget i årevis: Hvad er der galt med mig?
Det er en tidlig forårsmorgen. Duggen ligger stadig som et tæppe over verden. En smuk dag. Men jeg ser det ikke. Jeg kan ikke sanse andet, end den smerte som altid ligger skjult inde i mig et sted, og som jeg ikke ved hvor kommer fra. Nogle gange går den i udbrud ligesom en vulkan, og så bryder jeg sammen. Så vil jeg gøre alt for at få den væk. Mens jeg går langs motorvejen, overvejer jeg at kaste mig ud foran bilerne. Men jeg gør det ikke. ”Du er så fucking svag!” tænker jeg rasende. ”Hvorfor kan du ikke bare tage dig sammen og fucking gøre noget ved det?!”. Det er det eneste, der er i min hjerne.
Jeg går væk fra vejen. Ud over de jyske marker. ”Jeg finder en sø, og så drukner jeg mig selv. Det kan jeg godt klare,” tænker jeg, fyldt med selvmedlidenhed til grådens rand. Og går med vaklende skridt i retning af skovbrynet. Få minutter efter krydser et stødhegn min vej, og mine skridt stopper. Det er første gang, jeg standser den dag, siden jeg forsvandt fra en vens lejlighed om morgenen.
Bladene er ikke sprunget helt ud endnu. Jeg er mere smadret end nogensinde. Har ikke sovet de sidste to døgn, og de sidste tre timer er jeg gået ud langs en motorvej ved Aarhus, uden at ane hvor jeg er. Der er ingen mennesker i den lille by, jeg er kommet til. Alle er på arbejde. Jeg har smidt min mobil i en kloakrist og prøver at låne en af nogle håndværkere, men de kan ikke nummeret på et taxaselskab. Jeg sætter mig i vejkanten og alting kører rundt. Jeg ved, at jeg vil have noget hjælp, den her gang skal de lytte til mig. Det hele er alt for velkendt. Smerten har været sådan her så længe, at jeg ikke rigtig kan huske tiden før den mere. Og som sendt fra himlen kommer der en taxa kørende ud af det blå. Jeg sætter mig ind og siger: ”Psykiatrisk skadestue”.
Da jeg ankommer sætter jeg mig ned i et hjørne. Jeg snakker med læger og sygeplejersker. De indlægger mig til observation. I et par dage til at starte med. Dagene bliver til uger. Jeg venter utålmodigt. Selvom jeg endelig er blevet taget alvorligt, føles det også lidt som at være i fængsel. Jeg må ikke gå ud selv, jeg bliver observeret konstant og alting foregår på faste tidspunkter.
En af dagene kommer min yndlingssygeplejerske ind til mig. Jeg spørger hende, hvad de har fundet ud af. Hun sætter sig ned på hospitalssengen og begynder at fortælle. De har snakket om bipolar sindslidelse et par dage nu. Det tager jeg helt roligt. At de i det hele taget snakker om, at der er noget galt, er for mig en lettelse. At jeg ikke er blevet smidt ud endnu er første gang. Jeg er rædselsslagen for, at de ikke finder ud af noget, så jeg skal starte forfra på den endeløse cyklus af smerte. Jeg kan ikke overkomme, hvad end det er der sker for mig, og jeg har brug for hjælp.
På et tidspunkt kigger hun op på mig. ”Vi har også snakket om, at du kunne have en personlighedsforstyrrelse”. Jeg får tårer i øjnene, for jeg aner ikke, hvad en personlighedsforstyrrelse er. ”Du er i stykker. Der er noget helt galt med dig. Din hjerne er ødelagt. Løbet er kørt”, tænker jeg. Hun ser mine tårer og lægger en beroligende hånd på mit knæ. ”Og det er ikke din skyld”, tilføjer hun hurtigt. Dengang forstod jeg ikke, hvorfor hun sagde det. Det gør jeg nu.
Jeg fik diagnosen blandet personlighedsforstyrrelse, og er en blanding af de to typer evasiv og borderline. Evasiv kaldes også undvigende og er karakteriseret ved bla. konfliktskyhed og nervøsitet. Man er mere end normalt anspændt, og der skal mindre til, før at alting bliver for meget. Jeg kan ikke klare den samme mængde psykisk belastning, som ”normale” mennesker kan.
Her kommer borderline ind i billedet. Jeg er ikke en typisk person med borderline. Borderline er kendetegnet ved selvskadende adfærd, sort/hvid tankegang og selvmordsforsøg. Det ses ofte hos folk, som er blevet udsat for seksuelle overgreb og lignende i barndommen. Det er jeg aldrig. Men når alting bliver for meget for mig, reagerer jeg voldsomt. Meget voldsomt. Verden bliver enten eller. Jeg kommer op i et gear, hvor jeg ikke kan komme ned igen, og pludselig virker selvmordsforsøg som den eneste vej ud af smerten og helvedet. Det var det der skete den forårsmorgen, og det er sket for mig tusind gange før den dag.
Det var derfor, at jeg på daværende tidspunkt havde søgt hjælp i psykiatrien i 8 år. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har prøvet at tage livet af mig selv. Jeg er heldigvis aldrig kommet så slemt til skade, at jeg skulle indlægges, for jeg er altid bakket ud i sidste øjeblik, eller også har jeg ikke formået at gøre nok skade på mig selv. Frygten er altid blevet for overvældende, og jeg er stået tilbage med raseriet, frustrationen og skammen over at være en kujon. Og den evige følgesvend: smerten.
Da jeg blev indlagt havde det været et ritual for mig i flere år at begynde at kvæle mig selv, når livet blev for meget. Jeg havde også cuttet. Mine venner vidste, at jeg havde flere selvmordsforsøg bag mig. Min familie vidste det. Men jeg var aldrig kommet ”rigtig” til skade. Derfor blev jeg en af dem, som ”bare gjorde det for at få opmærksomhed” i andres øjne. Jeg fortjente ikke medlidenhed på samme måde som de virkelige ofre, for jeg var selv skyld i det. For mig var det ikke kun afmagt, det var også en proces for mig for at komme igennem livet. Og det forargede og irriterede mange, der ikke forstod det. Det kan jeg godt forstå, og der skulle gå år, før jeg kunne forstå det og stå ved det selv. Det her er første gang, jeg nogensinde fortæller om det offentligt.
Derfor var jeg så bange for, at de ville sende mig væk de uger på den psykiatriske skadestue. Men det gjorde det ikke. Jeg blev set, og jeg blev hørt for første gang, følte jeg. Hvad jeg oplevede fik et navn og en form. Jeg begyndte at kunne forstå hvad der foregik. Jeg begyndte at kunne acceptere hvem, og hvad jeg var. Og vigtigst af alt; jeg kunne slippe skammen og begynde at arbejde konstruktivt med at komme videre. For nu var der nogen, der både kunne og ville hjælpe mig. Og i dag, halvandet år efter at den taxa satte mig af foran hospitalet, har jeg det bedre, end jeg har haft i de sidste 10 år.