Kærestesorger. Det er noget, som man ikke kan begribe, hvor ondt gør, indtil man er i det.
Jeg har været der, og forleden var ét enkelt opslag på Facebook nok til at sende mig direkte tilbage ind i den smerte, som jeg blev trukket ind i dengang.
Det kan stadig gøre ondt, når man ser, hvad der engang var ens store kærlighed, gå videre gennem livet med en ny kærlighed, især når man slet ikke så bruddet komme, og benene nærmest bliver sparket væk under en, og ens verden falder sammen om ørerne på en.
Jeg har nok aldrig fået bearbejdet bruddet ordentligt, selvom jeg brugte flere dage i min seng, snøvlende ned i en bøtte med is, imens jeg slettede billede efter billede, besked efter besked fra min mobil.
Jeg ved heller ikke, hvor lang tid det vil tage for mig, at komme videre, for smerten, når den kommer, tager over i hele min krop, og den svier og brænder helt ind i knoglerne på mig.
Men det er jo nok sådan det er med kærlighed? Prisen for at elske nogen så inderligt som jeg elskede ham, er at det kan gøre ondt. Men jeg må huske mig selv på, at når jeg elsker, når jeg har kærlighed, så er det for evigt, og det er faktisk en helt fantastisk egenskab! Tænk hvis man ikke kunne elske?
For når alt kommer til alt, så vil jeg ikke undvære den oplevelse, det har været at blive forelsket, at være elsket og det at have skabt mange smukke minder sammen med en. Det skal jeg nok komme til igen en anden gang.
Jeg er heldig fordi jeg har elsket, er elsket og kan elske. Også selvom prisen for dette er smertefuld.