Bloggen

Kære mor, kære dagbog

Jeg har skrevet dagbog så længe jeg kan huske. Nogle gange mere end andre gange, men det har altid ligget naturligt til mig at få foreviget mine minder med ord på de blanke papirer, for så en dag at kunne kigge tilbage på det.
For 3 år siden blev meningen med at skrive dagbog helt særlig og betydningsfuld. Nu var det ikke bare ord, nu var det terapi.

Jeg mistede min mor for 3 år siden til kræft, og på det tidspunkt følte jeg, at det hele var en drøm, en forskruet virkelighed, der vendte op og ned på min dagligdag. Men lige så stille gik det op for mig, at det ikke var en forskruet virkelighed, men en virkelighed jeg skulle tage stilling til og lære at have med mig resten af livet. Vi kan ikke lave om på det, der er sket, ligesom vi ikke kan skubbe sorgen væk. Sorg har ikke nogen udløbsdato, men vi må lære at acceptere den og bearbejde den på vores måde.

Kære mor…

Min måde at leve med min sorg på er ved at skrive dagbog til min mor. Der er noget magisk over at skrive mine tanker og oplevelser ned på papir til hende, fordi jeg føler at for hvert ord der skrives, flyver de op til hende, og hun lytter til dem. Der kan gå mange dage mellem, at jeg skriver til hende, og nogen gange kan jeg få helt skyldfølelse over det, men det er jo nærmest, som hvis hun var her fysisk. Der var flere gange, da hun levede, hvor jeg glemte at sige til hende, at så skulle jeg lige til Fyn, eller så skulle jeg til fest om 10 min, og om hun ikke ville køre mig. Så det er jo faktisk helt okay at glemme, for det ved min mor godt, jeg kunne finde på. Dagbogen er mig og min mors mellemled, og der er ingen andre der kender til indholdet, kun hende og jeg.

Første gang jeg skulle skrive til min mor, virkede det urtolig surrealistisk. Hvorfor kunne jeg ikke bare snakke til hende fysisk? Det tog også sin tid, før jeg følte, at det gjorde noget godt for mig, men nu er jeg i gang med min 4 dagbog til min mor, og det føles mere og mere ægte for hver gang jeg skriver, og jeg elsker det. Det bringer en lykke, som er så tryg og komfortabel, at jeg ikke kunne se mig gøre andet. Dagbogen er min terapi og min kommunikation med hende, der holder vores kærlighed til hinanden stærk, hvilket jeg sætter stor pris på.

Jeg vil selvfølgelig for alt i verden ønske jeg kunne se hende i øjnene og snakke med hende, men med min dagbog føler jeg næsten, at jeg gør det, fordi jeg ved hun er der hver evig eneste gang til at lytte. Og det er nok lykke for mig.

Relaterede artikler

Se lyst på livet

Min mor spurgte mig: “Maria, skal vi ikke tage til lægen? Jeg tror måske du kunne have en depression.” Jeg tænkte, at hun var skør og fortalte, at det var der bestemt ingen grund til. Jeg var glad.. eller jeg bildte i hvert fald mig selv ind, at jeg var glad.

At sige ‘jeg elsker dig’

Kærlighed er noget helt særligt og er så vigtig at omfavne og huske sig selv og hinanden på. Både kærligheden til sig selv og kærligheden til andre. Når jeg tænker på kærlighed, tænker jeg på mange ting, mange personer jeg har tæt inde på livet. En af de personer er min mor. Jeg husker min mor for at have mange stærke egenskaber. Jeg husker hende for mange ting, og noget jeg særligt husker hende for, var hendes smittende måde at udtrykke sin kærlighed på. Og hvor jeg er ovenud taknemmelig for, at det var en egenskab, der lå hende så naturligt, at det på mange måder har påvirket mig til, hvordan jeg ser på verden i dag og på dem omkring mig.

Hvad med mig, mor?

Jeg er det ældste barn i huset, og dertil er jeg også den eneste af mine søskende, som ikke deler alt, jeg føler, og jeg har nok altid været tilbageholdende med at fortælle vores mor om, hvad der foregår i mit liv. Så det blev hurtigt sådan, at min mor dedikerede al hendes tid og opmærksomhed til at hjælpe og støtte mine andre søskende, hvor hun så, ret ofte, glemte mig i processen. For selvom jeg måske ikke siger det højt, så har jeg også brug for den slags omsorg fra min mor

Lav en kommentar, hvis der er spørgsmål eller feedback, du gerne vil dele

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.