Jeg kan stadig godt frygte spørgsmålet: ‘Nå men, hvad laver dine forældre så?’ Det er et af de mest simple small talk-emner, man kan komme på, og det ligger os så naturligt at bringe op. Jeg har det helt okay med, at folk spørger, jeg har det bare svært med det svar, jeg skal give dem. Nogle gange prøver jeg at tale udenom ved at fortælle, hvad min far laver og så på den måde starte en samtale omkring det, men hvis de så spørger ind til min mor, så får de et ærligt svar. ‘Jeg mistede min mor for 3 år siden’. Det er det svar, jeg giver dem. Jeg kunne også svare på, hvad hun lavede dengang og snakke som om, hun stadig er her, og lade den ligge ved det, men det ville også bare give en følelse af ubehag, fordi man ikke rigtigt kommer nogle vegne ved at ligge låg på det, der er sket, selvom det kan være svært at italesætte over for en, der ikke ved det.
Men jeg lærte heldigvis meget hurtigt, at det ikke nyttede at undgå emnet, undgå min mor for den sags skyld. Jeg vil gerne huske hende så tydeligt og klart som muligt, og ville gerne give folk, som ikke har mødt hende, muligheden for at lære hende at kende gennem mine og andres øjne. Hvis jeg ikke snakker højt om hende, så hjælper det mig heller ikke på vej til at huske hende.
Jeg ved ikke så meget om døden, jeg ved bare at min mor ikke er her mere fysisk til at give mig kram og gode råd, men hun lever videre i mig, og minderne om hende står stadig klart. En ting er jeg blevet klogere på med tiden, og det er, at man dør to gange. Den første gang er, når sjælen forlader din krop, og anden gang er, når ens navn bliver nævnt for allersidste gang.
Derfor er dette ‘leveråd’, eller hvad man nu skal kalde det, også rigtigt vigtigt for mig at huske på. Hvis jeg undgår at nævne min mor over for andre, ophober der sig bare en frygt, hvor jeg bilder mig selv ind, at det er bedst, hvis jeg ikke gør det på grund af frygten for andres reaktion. Men inderst inde er det noget, jeg bilder sig selv ind. Vi skal huske hinanden, også dem som ikke er her mere.