Bloggen

Jeg har få – men gode veninder

Jeg har ikke så mange veninder, som jeg kalder mine tætte veninder. Men dem jeg har, passer jeg rigtig godt på. De kender mig, og jeg kender også dem rigtig godt. De har kendt mig, siden jeg blev syg 2. gang. De har ikke alle været inde over mit sygdomsforløb på samme tid, og nogen er blevet opdateret senere hen. Men hovedsagen er, at de ikke er skræmt væk. De ser mig ikke som syg. Føler jeg. De ser mig, som den glade pige, jeg altid har været, dog nu med en lidt mørk og til tider alvorlig side. Men det tager de med, og min sygdom har ikke været en barrikade for at se dem, tværtimod, den har måske gjort os mere tætte.

De veninder jeg har, vidste, tror jeg, fra starten godt, at jeg havde en ”mørk” eller trist side. Den kom kun til udtryk få gange, inden jeg fik diagnosen, fordi jeg selv formåede at opretholde facaden overfor mine veninder. Da jeg fik diagnosen, gik jeg stille med dørene. Jeg havde ikke lyst til at skræmme dem væk, og det var kun de 3-4 nærmeste, som jeg fortalte om min diagnose til at starte med.

Selvfølgelig skal man ikke sige med det samme, når man møder nye mennesker, at man har nogle psykiske problemer. Lad det komme hen ad vejen, så de ikke bliver skræmt væk, så du ikke føler at du bliver stemplet.

Hvis man har en veninde, som har nogle psykiske problemer, skal man ikke prøve at belære hende. Man skal ikke sige til hende, at hun skal tage sig sammen, og at hun blot skal gøre dit og dat. Man skal være der for hende, grine med hende, når hun endelig griner, græde med hende, når hun græder, og samtidig vise hende, at hun ikke er en byrde for dig, selvom hun altid vil tænke det alligevel. Vis hende, at du ikke er skræmt væk, men at du er der for hende. Gør dette ved også at lave de ting, som I plejer at gøre sammen. Lad være med at behandle hende som om hun er syg, for det vil kun forstærke hendes følelser. Snak med hende om, hvad der nager hende, og vid samtidig hvornår du skal ”glemme”, at hun har det skidt, men at hun stadig er din dejlige veninde.

Relaterede artikler

Da min mor var deprimeret

Det er over 10 år siden, men det er en periode, der fylder meget i min bevidsthed. Især nu hvor hele landet ligger i karantæne. For jeg kan ikke lade være med at tænke på den isolation, min mor gennemgik, da hun havde sin svære depression.

Hvad med mig, mor?

Jeg er det ældste barn i huset, og dertil er jeg også den eneste af mine søskende, som ikke deler alt, jeg føler, og jeg har nok altid været tilbageholdende med at fortælle vores mor om, hvad der foregår i mit liv. Så det blev hurtigt sådan, at min mor dedikerede al hendes tid og opmærksomhed til at hjælpe og støtte mine andre søskende, hvor hun så, ret ofte, glemte mig i processen. For selvom jeg måske ikke siger det højt, så har jeg også brug for den slags omsorg fra min mor

Lav en kommentar, hvis der er spørgsmål eller feedback, du gerne vil dele

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.