Da jeg i 2015 mistede min mor til kræft, havde vi tilknyttet en psykolog, som også var der under sygdomsforløbet. Hun fortalte mig om tilbuddet, hvor man kunne komme i en sorggruppe, men den idé kastede jeg hurtigt til jorden, da jeg nok inderst inde frygtede, at det ville føles som en ugentlig sørgedag. Der gik ca. 1 års tid og jeg kom hen til en ny psykolog, som jeg må erkende, ikke kunne hjælpe mig tilstrækkeligt nok. Men til gengæld foreslog hun sorggruppe, og denne gang var frygten ikke til stede, men jeg var mere åben for idéen. Jeg fik taget kontakt til præsten, som styrer sorggruppen, og vi fik snakket en-til-en omkring min situation og sorg. Efterfølgende skulle jeg så mødes med resten af sorggruppen og fortælle om min historie. Jeg fortalte meget åbent, fordi jeg kunne mærke, at der her var et rum for at åbne op, og folk faktisk forstod mig på en helt speciel måde.
Fællesskabet jeg ikke vidste jeg manglede
Jeg stoppede med at gå til psykolog, da det på dette tidspunkt, var sorggruppen jeg havde brug for. Jeg endte med at være i sorggruppen i lidt over 2 år, og jeg er så utrolig glad for, at jeg fandt dem. Hver gang jeg mødte op, så var der bare en dejlig stemning med nybagte boller, te & kaffe og slikskåle, til vores fælles snak i 2 timer om sorgproces og savn mm. Jeg har fået utrolig meget ud af at være med i sorggruppen, og kunne også afslutte forløbet med ro i maven, om at jeg er blevet bedre til at leve med min sorg. Det vil jeg ikke kunne have gjort uden dem.
At være i en sorggruppe var min måde at italesætte og bearbejde min sorg på, men det er ikke ens betydende med at det virker for alle. Men en ting jeg tror, vil hjælpe rigtig meget, er at italesætte det med nogen, du føler dig tryg ved, og hvor der er et rum for at åbne op, og der er sat tid af til det.
Så mine råd til jer, der går og tvivler på om sorggruppe nu også er noget for jer:
– Snak med dine nærmeste om det
– Skriv evt. ned hvad du håber på at få ud af det, men giv dig også lov til at skrive, hvorfor du måske afviser tanken (ligesom jeg selv var skeptisk i starten)
– Det vigtigste er også, at du gør det for din egen skyld, og ikke for andres