Login

Jeg er særligt sensitiv – er du?

For nogle år siden faldt jeg over bogen Særligt Sensitiv af Elaine N. Aron og pludselig faldt en masse brikker på plads. Det meste af mit liv har jeg følt mig forkert eller anderledes, og jeg har ofte tænkt "hvad er der dog galt med mig?". Ingenting viste det sig. Jeg er bare særligt sensitiv.

For nogle år siden faldt jeg over bogen Særligt Sensitiv af Elaine N. Aron og pludselig faldt en masse brikker på plads. Det meste af mit liv har jeg følt mig forkert eller anderledes, og jeg har ofte tænkt “hvad er der dog galt med mig?”. Ingenting viste det sig. Jeg er bare særligt sensitiv.

Særlig sensitivitet kort beskrevet
Særlig sensitivitet – også kaldet HSP (Highly Sensitive Person) – beskriver personer, om er født med et nervesystem, som er ekstra modtageligt over for indre og ydre stimuli af enhver art. Samtidig bearbejder særligt sensitive disse stimuli dybere og mere nuanceret end ikke-særligt sensitive mennesker.

Særlig sensitivitet er genetisk bestemt og arvelig, og det giver både udfordringer og fordele at være særligt sensitiv. Særligt sensitive er ofte meget kreative, empatiske, begavede og har en enorm indre verden med mange tanker og store følelser. Det indebærer dog også en risiko for at blive overstimuleret og udbrændt, hvis man ikke lærer at håndtere sin sensitivitet og sætte grænser, eller hvis omverdenen ikke accepterer de grænser.
(Kilder: ”Sensitiv Mor” af Stinemaria Mollie Jensen og HSP Foreningen, www.hsp-foreningen.dk.)

Min personlige særlige sensitivitet
Jeg er hverken psykolog eller forsker, så jeg kan bare fortælle om min egen oplevelse af at være sensitiv.
Jeg bliver hurtigere end andre opfyldt af indtryk fx lyde, mange mennesker eller temperaturer. Jeg når hurtigt mit mætningspunkt, hvor jeg er helt overstimuleret. Det føles lidt som om, man har været på festival i en uge. Alle sanser er bombede. Jeg er træt, ufokuseret og kan ikke fungere. Jeg kan ikke tænke klart, ikke træffe nogle valg eller vurdere situationen. Min krop kan simpelthen ikke klare flere inputs, den har brug for ro til at restituere.

Når jeg er komplet overstimuleret er det bedste for mig at gå ind i et køligt, stille rum med dæmpet belysning, fx med gardinerne for. Nogle gange har jeg taget nattøj på, fordi det at have tøj på der strammer, også er for meget. Det allerbedste er hvis jeg kan ligge mig i en blød seng og lukke øjnene, måske tage en kort lur. På den måde giver jeg alle mine sanser, og også min hjerne, ro.
Når min krop har fået ro og er ladet en lille smule op, er jeg klar igen. Ikke for fulde drøn. Måske er jeg lidt træt, alt efter hvor hårde strabadserne har været, men jeg kan fungere igen.

Fordelene ved at kende min sensitivitet
Før jeg lærte om min sensitivitet prøvede jeg bare at skubbe mig selv, uden at give mig selv de pauser og den ro som jeg faktisk har brug for. Det endte tit med, at jeg blev alt for overstimuleret og måtte bruge mange dage på at komme ovenpå igen. Og når kroppen bliver kørt helt ud, hvor den ikke kan mere, så vælter det psykiske også meget nemmere. Det har resulteret i mange tudeture eller angstanfald.

Min sensitivitet er også meget påvirket af, hvordan jeg ellers går og har det. Hvis jeg er inde i en meget stresset periode, eller hvis jeg ikke får nok søvn, så er jeg ekstra sensitiv og har brug for flere pauser. Er jeg derimod veludhvilet og glad, så kan jeg klare meget mere, før jeg bliver overstimuleret.

Det har været en stor hjælp at lære om begrebet særligt sensitiv. Pludselig var der mange flere ting, der gav mening. Jeg har altid fået at vide, at jeg var for følsom, og det har fået mig til at føle mig forkert. Nu ved jeg, at det ikke er mig der er noget galt med, og jeg ved, hvordan jeg kan passe på mig selv og give mig selv de bedste betingelser.
Jeg har også fundet ud af alle de mange positive aspekter ved at være særligt sensitiv.

Er du særligt sensitiv?
Hvis du ikke ved om du er særligt sensitiv, men gerne vil vide det, så er det nemt at finde ud af. Det er ikke en diagnose eller en sygdom, og det kræver ikke en eksperts vurdering. Faktisk er det lige meget, hvad andre mener eller bedømmer dig til at være, det eneste der betyder noget er, hvordan du oplever det. Det handler om dine oplevelser og følelser.

På HSP-foreningens hjemmeside ligger en række spørgsmål udviklet af Elaine N. Aron, som du kan bruge til at teste om du er særligt sensitiv.
http://hsp-foreningen.dk/test-er-du-saerligt-sensitiv/

Jeg håber, du er blevet lidt klogere på det at være særligt sensitiv. Måske er du det selv eller måske kender du en der er det. Det vurderes nemlig, at omkring en femtedel af alle mennesker er særligt sensitive.