Jeg var tre år første gang han lagde hånd på mig, min storebror. Han var selv et lille barn og han vidste ikke hvad han gjorde eller kendte til alvoren i det, for han var kun seks år gammel. Jeg kender ikke hans motivation for at gøre det og jeg ved ikke hvor han fik ideen fra. Jeg kan ikke huske den første gang det skete, men jeg ved at jeg i børnehaven allerede havde min hemmelighed. Jeg ved også nu, at det ikke var hans skyld, det var ikke hans ansvar og det var ikke hans svigt. Det største svigt var vores forældres blindhed over for, hvad der foregik.
Jeg var seksten år sidste gang han forsøgte. da var han nitten og fuldt ud klar over, hvad det var han gjorde, og hvor forkert det var. På det tidspunkt, havde han forlængst passeret grænsen for, hvornår det ikke længere var hans ansvar eller hans skyld.
For fire og et halvt år siden kom dagen hvor jeg var nødt til at åbne op og fortælle det hele til vores mor og far. Jeg var 22 år gammel, var lige blevet mor for første gang og var midt i at finde ud af hvilken slags mor jeg gerne ville være. Min fortid rykkede enormt meget i mig og det skræmte mig at jeg havde så svært ved at definere hvad der var ok og hvad der ikke var ok i min adfærd i forhold til min søn. Indtil da havde jeg sådan set prøvet at fortrænge det der var sket og jeg havde behandlet det, inde i mit hoved, som noget der var helt normalt mellem søskende. Men det gik pludselig op for mig, at det der var sket ikke var okay og, at det havde gjort noget ved min måde at opfatte verden på. Derfor måtte jeg bare snakke med mine forældre om det. Og det gjorde jeg så.
Det var dagen, hvor jeg rev min familie midt over. Det var dagen hvor det blev akavet at være i samme rum, fordi vi alle kendte sandheden, men ingen kunne finde ud af at snakke om den. Det er blevet bedre, det er kommet på afstand og jeg tror, at vi alle sammen har arbejdet med det hver for sig.
Hele min barndom bar jeg på en skrækkelig hemmelighed, som holdt mig tilbage. Jeg havde det som om, at der var et stort skilt midt i min pande, hvor der stod ”hende her er der noget galt med” på. Når jeg ser tilbage, så ved jeg godt at det har hæmmet mig meget og at jeg er gået igennem nogle super hårde perioder på grund af det. Men jeg kan alligevel ikke forestille mig, hvor jeg ville have været den dag i dag, hvis det havde været anderledes.
På grund af de ting min bror udsatte mig for, har jeg haft stress, depression og angst inde på livet. Jeg mødte aldrig nogen forståelse, hverken hos min familie eller hos lægen, da jeg søgte hjælp der. Det betyder at jeg alene, uden medicin og psykologhjælp, klarede mig igennem nogle frygteligt hårde år. Hvis jeg skal prøve at pege på en bestemt ting der holdt mig oppe og fik mig til at fortsætte med at kæmpe, så var det stædighed. Jeg fuldførte kun gymnasiet, fordi jeg ikke ville være ”hende der droppede ud”, og sådan klarede jeg mange af det udfordringer som livet kastede efter mig. Med små overskuelige delmål, hjalp jeg mig selv til at opnå de ting, som jeg vidste at jeg ville fortryde hvis jeg gav op på.