Jeg elsker kærlighed! Jeg har altid drømt om prinsen på den hvide hest. Jeg har set alle filmene, læst alle bøgerne og skrålet med på alle sangene om kærlighed. Jeg har endda skrevet en fyrs navn i min dagbog 30 gange, fordi en video på tiktok sagde, at det ville gøre, han tænkte på mig. Ja, jeg har gjort det hele, men alligevel er jeg single.
Måske er der noget galt med mig? Jeg har været forelsket mange gange, dog ikke i så lang tid af gangen, men når jeg falder, falder jeg hårdt! Og det er ikke fordi, fyrene ikke har haft interesse i mig eller har været forelsket i mig. Jeg havde en kæreste i 3 måneder. Og han var da helt perfekt. Han havde alle de kvaliteter, jeg nogensinde har drømt om, og så så han da heller ikke værst ud. Måske tænker I nu: “Åh nej, hvad gjorde han mon så?”. Det er bare det. Han gjorde aldrig noget forkert – ingenting overhovedet. Han støttede mig, når jeg var ked af det. Han havde respekt for sig selv. Han havde de samme værdier som mig, og han var bare fantastisk. Men efter 4 måneder kyssede jeg en anden – i et eller andet desperat forsøg på at få ham til at slå op med mig. I stedet tilgav han mig. En uge senere slog jeg op med ham.
I tænker måske “Hvorfor?”, “Elskede du ham ikke?”. Og jo, jeg elskede den dreng, mere end jeg troede var muligt.
Men jeg var bare ikke klar til et forhold. Mens vi var sammen, voksede en følelse inden i mig, som jeg aldrig havde kendt til før. Det var en blanding af skam, skyld, selvhad og en dyb følelse af at miste mig selv. Den blev større og større, som vores forhold blomstrede. Jeg forstod aldrig helt hvorfor; Hvorfor jeg skulle ødelægge det for mig selv? Og hvorfor kunne jeg ikke bare være glad?
Men nu 9 måneder senere forstår jeg det hele så meget bedre.
Jeg havde aldrig været i et forhold før, og gennem min barndom blev jeg altid fortalt, at mine følelser var “for meget”, og at jeg var uønsket. Lige pludselig kommer der en person, der accepterer mig, ligesom jeg er. Det knækkede lidt af den identitet, jeg havde opbygget gennem årene, som “den uønskede”. Jeg blev tit sur, fordi jeg ikke følte, at han virkelig forstod mig eller så mig, som den jeg var. Men i realiteten elskede han mig bare rigtigt, og det var så skræmmende, når jeg kun kendte til det modsatte. Jeg kunne slet ikke styre den kamp, der foregik inden i mig, og det bragte nogle ting til overfladen, jeg ikke var klar til at arbejde med. Så for at kunne arbejde med og på de ting, slog jeg op med ham. Og selvom det gjorde umenneskeligt ondt at miste en så fantastisk person, så var det af kærlighed, jeg traf beslutningen.
I dag er det stadig en kamp at arbejde med de ting, men jeg løber ikke længere i den anden retning. Jeg har forstået, at somme tider er det bedst at give slip på noget eller nogen, man elsker, for at lære at elske sig selv.
Jeg har forstået at en person kan elske dig fra månen og tilbage igen, men det ændrer ikke på de ar og sår, vi har på sjælen. Det er noget, vi selv må fikse. Intet forhold kan gøre det for mig. Der er ikke én “den rigtige”. Det er noget, vi skaber med den person, og det er kun os, der kan være den rigtige. Hvis jeg havde valgt at arbejde med de ting, der foregik inden i mig, uden at skyde skylden på ham, havde vi måske stadig været sammen i dag. Jeg ville kunne sidde og sige: “han var bare den rigtige og helt perfekte for mig”, men det valgte jeg ikke at gøre. Hvad, jeg giver af mig selv i et forhold, determinerer, om han er den rette. Derfor arbejder jeg nu på at blive den rette for mig selv. Og jeg lærer at fylde min egen kop op – og det er helt okay!