Jeg tænkte, at det var et problem at gå ind i et nyt forhold med ustabilt humør og lavt selvværd. Det er helt specielt det, man udsætter sin partner for – på godt og ondt. De gode sider er, at man i højere grad nyder de små stunder, hvor det går op for én, at man har fundet den rigtige og føler sig heldig i livet. Man nyder det overskud, man lejlighedsvis får tildelt af sin hjernes kemi. Disse stunder kan ens partner mærke og værdsætte ligeså.De dårlige sider er usikkerheden, der til tider raser i én – tankemylderet, man skal sætte partneren ind i.
Det er svært, når man ikke engang selv ved, hvad der foregår, hvordan det kom, hvornår og hvordan det går væk. Man stiller sin partner helt magtesløs, når man i fem timer har været ked og sur, og ingen af jer ved, hvad I skal gøre. Der er ingen logisk forklaring og den manglende sammenhæng giver knugende frustrationer. Det er før sket, at det hele er kollideret i et skænderi mellem min kæreste og mig. Jeg er årsagen til, at han bliver ked af det. Det er min skyld – men ikke med vilje, og jeg ved ikke hvorfor. Nogle gange føler jeg, at depressionen overtager min krop og hjerne, og handler på mine vegne. Alt imens jeg ser på inde bag i mig selv. Jeg er lukket inde, fængslet af depressionen, og vidne til, hvad den gør på mine vegne.Man forbereder sig på, at det kan gå galt, og det ikke er nogens skyld, hvis det sker. Det er kun et sundt tegn hos din partner at sige fra i tide. Og hvis han/hun siger fra tidligt, så giv slip. Man kan ikke forlange, at alle er klar til et forhold med en deprimeret. Det ser jeg som okay. Hvis det er tilfældet, så græd ikke, for du er bedre tjent uden, for det vil kun ende i skuffelse for begge parter. Inden jeg fandt sammen med min nuværende kæreste, datede jeg en fyr, og vi var tæt på at blive forelskede, men pludselig vendte det, og han skrev ikke. Jeg forstod ikke. Men han forklarede, at han skulle bruge nogle dage på at tænke og kom frem til, at jeg ikke lige var så letsindig, som han først troede. Jeg fandt aldrig ud af, om det var forholdet med en deprimeret, han ikke var klar til, private affærer, eller at han ville beskytte sig selv. Jeg blev ked og følte mig svigtet. Men nu ser jeg, at det var for det bedste. Han tog dog så meget ansvar, at han gjorde klart med sig selv, at han ikke kunne bære opgaven – hvad enten det var mig, der var opgaven, eller han selv havde dæmoner. Men jeg er glad for vi ikke endte sammen, for det havde gjort ondt værre.Jeg har den fordel, at min nuværende kæreste har uendelig tålmodighed. Jeg kan være i rutsjebanehumør hele dagen, og han siger stadig om aftenen, at det hele ikke gør spor, så længe han må se mit smil igen. Og det må han.