Del 1 af 3
Hvordan i alverden skal jeg elske mig selv, når jeg aldrig er blevet elsket? Hvor skulle jeg vide fra, hvordan kærlighed til mig selv ser ud, når jeg aldrig har set den?
I 2022 har jeg virkelig været i krig med min selvopfattelse, og med at acceptere mig selv som jeg er. Især spørgsmålet om at elske mig selv har kørt på repeat i mit hoved. Så for at slutte året af, må jeg kigge tilbage på året, så jeg ved, hvad jeg skal lade ligge i 2022, og hvad jeg tager med ind i 2023.
Jeg er den yngste af en søskendeflok på 5, min yngste storebror er blot 10 måneder ældre end mig. Mine forældre har altid sagt: “planlagt var du ikke, men ønsket blev du”. Det føler jeg lidt er løgn, for min far ønskede længe, at min mor fik en abort. På en eller anden måde forstår jeg ham godt; han var 38 år, havde 4 børn og den yngste var kun 2 måneder gammel. Men min mor, som var et hormonal wreck, var fast besluttet på, at jeg skulle fødes. Min mor blev ramt af en fødselsdepression, da jeg blev født og var ikke i stand til at knytte sig til at starte med. Fødselsdepressionen døjer hun stadig med i dag efter 19 år, og selvom det ikke er min skyld, føler jeg det stadig delvist. Som jeg blev ældre, var mine forældre meget bevidste om, at “der var noget galt med mig”. Det har jeg i hvert fald altid fået fortalt: “Du er meget anderledes”, “gid du var som de andre”, “ud af mine 4 andre børn har du altid opført dig anderledes”….
Jeg skiftede dagpleje og børnehave 2 gange, fordi jeg ikke havde nogen venner, hvilket nok var fordi, jeg bed og holdt fast i de andre børn, så de var bange for mig. Min psykolog har senere fortalt mig, at det var et barns desperate forsøg på at blive hørt og set.
Dog fandt jeg mig godt til rette, i den sidste børnehave jeg var i, inden jeg startede i skole.
Fagligt klarede jeg mig godt i skolen, men jeg kom tit i problemer, fordi jeg havde meget energi og søgte opmærksomheden fra mine klassekammerater i stedet for at lave opgaver. I perioder syntes de andre, at jeg var sjov, men for det meste syntes de bare, jeg var irriterende. Jeg blev ekskluderet for næsten alle aktiviteter på grund af det. Det var lidt af en kamp med både lærere og elever, der bad mig være lidt mindre mig selv. Efter en dag udelukket fra en stor del af fællesskabet i skolen ville jeg komme hjem til et tomt hus, fordi min far arbejdede som direktør i Sverige og dermed først var hjemme kl 20, og min mor arbejdede også hele tiden. Bortset fra min yngste bror, var alle mine andre søskende flyttet hjemmefra, men han havde så mange venner og legede altid med dem. Når mine forældre kom hjem, var de trætte og udmattede efter en lang arbejdsdag og ville helst bare have, at jeg var nem; at jeg var stille, ikke tog for meget opmærksomhed, var taknemmelig og ikke havde nogen problemer.
Jeg husker stadig, hvordan jeg ville danse og synge i køkkenet, mens de lavede mad, fordi jeg var så glad for, at de var hjemme, og hvordan min far så ville råbe: “Gider du godt gå ud af køkkenet, du er hele tiden i vejen.. og lad vær med at syng jeg orker dig ikke lige nu. Mig og mor har haft en lang dag. Kan du ikke bare opføre dig ordentligt?”. Og så ville jeg selvfølgelig blive ked af det, min mor ville blive sur på min far, min bror ville blive sur på mig, fordi nu har jeg skabt dårlig stemning og så var aften ligesom lagt.
Del 2
Jeg blev oftest gjort ansvarlig for den dårlige stemning, der var i hjemmet. Fordi jeg ikke bare kunne være lidt mere som min bror og være nemmere. Så jeg blev altid sendt ind på mit værelse, hvor jeg ikke ville forstyrre alle med min tilstedeværelse. Selvom jeg jo bare havde et ønske om at blive elsket som ethvert andet barn.
Jeg udviklede angst for at være alene og kunne ikke være alene i et rum uden at få et angstanfald. Det betød, at mine forældre, især min mor, hele tiden skulle stå til rådighed. Jeg tror, nu hvor jeg er blevet ældre, at den angst bundede i et desperat ønske om at føle sig elsket og føle sig ønsket. Jeg sov ikke alene en eneste nat, fra jeg var 7 til 12 år. Jeg kunne vitterligt få anfald midt om natten, hvor hele min krop rystede, og jeg bare ville græde af skræk.
Omkring 3. klasse begyndte jeg at blive mobbet. Generelt var vi alle i klassen rigtig grove over for hinanden, og jeg har svært ved at forstå det nu, for vi var så små, men vi var virkelig lede over for hinanden. Jeg var “fed”, “grim”, “bleg”, “en ginger” (hvilket jeg altså ikke var, jeg havde brunt hår og om sommeren så det nogle gange lidt rødt ud), det hele handlede om, hvordan jeg var forkert. Mobningen stod på i nogle år, indtil omkring 6. klasse, hvor det blev lidt bedre. Jeg tror virkelig, det har sat nogle dybe spor i mit behov for at blive accepteret og valideret af andre, som jeg stadig mærker den dag i dag. Jeg følte mig aldrig helt accepteret i skolen, selvom det blev bedre i de ældre klasser. Jeg skiftede aldrig skole, fordi begge mine forældre fik stress, da det hele skete, og det var bare for meget at overskue. Selvom det var et meget stort ønske fra min side.
Jeg stod hele tiden over for følelsen af ikke at blive elsket. Så jeg ledte efter et sted, hvor jeg ville blive elsket. Det sted fandt jeg så da jeg var 11 år. Jeg begyndte at cutte og oplevede, at jeg pludselig fik den opmærksomhed, jeg havde ønsket så længe. Jeg blev også indlagt på hospitalet 3 gange det år, fordi jeg blev syg med alt muligt – fra mæslinger til en bakterie i min øregang. Det var som om, at mine forældre og klassekammerater endelig så mig. Jeg var lige pludselig en prioritering. Men når jeg fik det bedre, ville de “glemme” mig igen. Det betød, at jeg troede, jeg kun kunne elskes, hvis jeg var syg, at jeg kun fortjente kærlighed og accept, når jeg led. Kort tid efter blev jeg diagnosticeret med ADHD, angst og depression, og i en alder af 12 år jeg kom også i behandlingsforløb mod borderline. Men da jeg kom ind i systemet, var det igen som om, mine forældre glemte mig. Nu skulle jeg sidde hver tirsdag og tale med en gruppe mennesker, jeg slet ikke gad at tale med. Egentlig ville jeg jo bare helst have et kram af mine forældre og tale med dem. Det betød, at jeg igen søgte den her kærlighed og accept andre steder. Jeg var omkring 13-14 år og var begyndt at smide hvalpefedtet og få lidt bryster, hvilket betød, jeg fik en del opmærksomhed fra de ældre fyre. Det var nærmest som et stof. Jeg kunne sige, hvad jeg ville, gøre hvad jeg ville, og de ville stadig kigge på mig som om, jeg var en gudinde. Især når jeg gik let påklædt.
Del 3
Jeg cuttede mere og mere for at få mine forældre til at se mig. Jeg udfordrede mine egne grænser mere og mere for at blive valideret af fyrene. Jeg søgte nogle usunde forhold med folk fra langt værre opvækster end min egen, fordi der blev jeg ikke set som forkert. Så kunne det godt være, at halvdelen af dem var kriminelle og havde alkoholiske forældre, men de accepterede mig. Dog passede jeg heller aldrig helt ind der, for jeg var en ordentlig pige fra en velhavende familie, der klarede sig godt akademisk.
Da jeg blev 16 år, begyndte jeg sådan rigtigt at drikke, og det blev lidt min flugtvej. Det betød også, at jeg stoppede med at cutte, for det gav ikke længere den opmærksomhed, jeg ønskede. Det gjorde bare folk bange. Så jeg drak, og jeg røg, og jeg festede med folk dobbelt så gamle som mig – for at få følelsen af at være god nok. Jeg sultede mig selv for at blive valideret. Jeg gjorde alle de her ting for at føle mig elsket, men hvad jeg ikke vidste var, at det slet ikke var kærlighed.
Coronapandemien kom, og jeg fik en mulighed for at kigge grundigt indad og arbejde med de sår, jeg havde. Jeg forstod, at mit selvværd var helt i bund. Jeg lod folk behandle mig som skrald, fordi det var bedre end slet ikke at blive set.
Men hvordan skulle jeg vide, hvordan jeg elsker mig selv, når jeg aldrig har følt mig elsket? Jeg har nu lært, at der er en stor forskel på at være elsket og at føle sig elsket. Jeg er bestemt elsket, selv når mine forældre er sure, skuffede, glade, irriterede, neutrale – ligemeget hvilket humør de er i, er jeg elsket. Lige meget hvilket humør de er i, føler jeg mig dog ikke elsket.
Men ansvaret for mit selvværd kan jeg ikke lægge over på deres skuldre – for at føle sig elsket er noget, der kommer inde fra. Jeg kan få at vide, at jeg ser godt ud af alle i verden, men hvis jeg kigger i spejlet og ser en hval, så vil jeg stadig se en hval trods andres udtalelser og meninger.
Jeg fandt ud af, at min kærlighed til mig selv er noget af det smukkeste, jeg har oplevet. Jeg fandt ud af, at den accept jeg har søgt alle andre steder, var eksisterede lige her; indeni mig selv – og den er bedre end nogen anden form for accept, jeg kunne få af andre. For accept er ikke en gave, man får af andre. Det er ikke en ting eller genstand, du bliver tildelt eller kan blive frataget. Det er noget, du hele tiden bærer indeni dig selv.
I 3 år har jeg ikke været i et længerevarende psykologforløb. Jeg har færdiggjort gymnasiet med flotte karakterer. Jeg har ikke cuttet i 3 år, jeg er røgfri, og jeg har et godt og sundt forhold til mine forældre. Generelt lever jeg et markant sundere og bedre liv.
Men målet har for mit vedkommende aldrig omhandlet at blive “healet” eller være fri af smerte. Det handler om at finde en balance i det at lære mig selv bedre at kende, både i relation til andre, men også i relation til mig selv. Jeg kæmper stadig med mit selvværd og med at lære at elske mig selv, men jeg har fundet skønheden i det. Jeg mærker en nysgerrighed på at lære mig selv bedre at kende, og når jeg mærker angsten for at fejle, for ikke at være god nok, for at se dum ud, for at være uelskelig, så flygter jeg ikke fra den. Jeg kigger på den, mærker den, accepterer den, undersøger den, og så forstår jeg, at det blot er en følelse, og så giver jeg slip på den. Vi er alle bange engang imellem, selv dem der påstår, de ikke er. De er bare bedre til at skjule det.
Som mit nytårsfortsæt i 2023 vil jeg validere mig selv. Jeg vil acceptere mig selv, og jeg vil opfordre dig til at gøre det samme.