Bloggen

Hvem er jeg så, hvis jeg ikke er skizofren?

Jeg har altid haft det svært med identitet. Gennem det meste af mit liv, har jeg identificeret mig med det, jeg var god til, og det jeg brændte for. Det var i mit tilfælde skolen. Jeg var god til at studere, og det var noget, jeg gik rigtig meget op i. Desuden fyldte det også det meste af min hverdag. Så det at studere blev ligesom til min identitet. Jeg regnede med, at det var det, jeg skulle lave resten af mit liv. Faktisk var jeg sikker på, at jeg skulle videre på universitet, og tage en ph.d., så jeg kunne studere resten af mit liv.

Kæmpe mavepuster

Derfor var det en kæmpestor mavepuster, da jeg fik konstateret skizofreni. Så stor en mavepuster, at det føltes som om hele mit liv faldt sammen. Jeg blev nødt til at droppe ud af mit studie, fordi jeg var for syg til at forsætte. Pludselig kunne jeg slet ikke kende mig selv. Hvem var jeg, hvis jeg ikke kunne studere? Var jeg stadig mig? Hvad ville alle andre tænke om mig? Hvad skulle jeg selv tænke?

Jeg fik ikke meget tid til at bekymre mig om det spørgsmål, for jeg var på det tidspunkt så syg, at jeg ikke havde overskud til sådanne bekymringer. Jeg havde kun overskud til en ting: at være syg. Jeg flyttede hjem til mine forældre, fordi jeg var for syg til at passe på mig selv. Det eneste vi snakkede om, var min skizofreni. Det var nyt og spændende, men det var også det, der fyldte. Og når jeg en sjælden gang, havde nok overskud til at slæbe mig udenfor døren, var det fordi jeg skulle snakke med min behandler i OPUS. Her snakkede vi også kun om, hvor syg jeg var, og hvordan jeg skulle håndtere min skizofreni.

Skizofreni, skizofreni, skizofreni

Det var alt, hvad min hverdag handlede om. Og siden jeg følte, at jeg ikke længere havde en identitet, lå det lige til højrebenet at klistre min skizofrenisygdom på, som min nye identitet. Hvorfor ikke? Jeg skulle formentlig være syg resten af mit liv. (Det regnede jeg i hvert fald med, selvom alle omkring mig altid beroligede mig med, at jeg nok skulle blive rask). Så nu var jeg skizofren. Det passede mig egentlig også meget godt. Det var noget, jeg kunne finde ud af, og det var noget, jeg brændte for at lære mere om.

Ikke skizofren alligevel?

Men verden går op og ned, og cirka halvandet år efter, at jeg havde fået stillet diagnosen skizofreni, fik jeg endnu engang en kæmpe mavepuster. Min behandler i OPUS foreslog nemlig, at jeg måske i virkeligheden ikke led af skizofreni, men i stedet af en personlighedsforstyrrelse. What! Ikke igen! Alle de samme bekymringer ramte mig igen blandet med en god omgang angst og panik! Hvem er jeg så, hvis jeg ikke er skizofren?

Syg og uden identitet

Det at være skizofren, fyldte så meget i min hverdag, at jeg ikke kunne se et liv uden skizofreni. Det var alt, hvad jeg kunne og var. Og jeg havde det stadig dårligt, så jeg kunne ikke begynde at studere igen. Jeg havde ikke overskud til at have et normalt liv. Det var virkelig altødelæggende. Hvad skulle jeg gøre? Syg og uden identitet. Uden (lidt overdrevet) formål i livet. Alt hvad jeg kunne og havde overskud til, var at være syg!

Jeg er meget mere en min diagnose

I dag (et halvt år efter) er jeg dog glad for, at der blev stillet spørgsmålstegn ved min diagnose, for det lærte mig, at jeg er så meget mere end bare min diagnose. Det tog rigtig mange samtaler, og rigtig meget angst og selvskade, men jeg fandt frem til et meget stærkere “jeg” til sidst. Det gik op for mig, at jeg ikke var syg. Jeg led bare af en sygdom. Det er en del af den, jeg er (en stor del faktisk), men jeg er også god til håndbold, og jeg kan ikke lide lakrids. Og så mange andre ting. Jeg kan så meget mere end bare at studere eller være syg. Jeg er en person fyldt af drømme, håb, fortid og fremtid og uendeligt meget mere.

Jeg kom til at identificere mig med min sygdom. Det er en fælde, som vi med psykisk sårbarhed let kan falde i. Vores psykiske sårbarhed fylder ofte rigtig meget i vores hverdag, så naturligvis kommer hverdagen ofte til at handle om vores sårbarhed. Og det er også helt i orden at lade sårbarheden fylde, for det er en del af os, men det er også bare rigtig, rigtig vigtigt at huske på alle de andre ting, der gør dig til dig. Hvad drømmer du om? Hvad kan du lide? Hvad kan du mindre godt lide? Hvad er du god til? Hvad er du ikke så god til? Husk at stille dig selv sådanne spørgsmål engang imellem, så du får alle dine vidunderlige kvaliteter frem.

Relaterede artikler

Mere end bare en snak om stemmer

Hvordan er en stemmehøregruppe en alternativ form for behandling? Er det ikke bare det samme som at sidde foran en psykolog eller læge og snakke om sine stemmer? Det kan man måske godt fristes til at tænke, men den stemmehøregruppe, som jeg går i, er for mig noget helt anderledes end et besøg ved psykologen eller lægen. Faktisk har den været med til at ændre mit syn på mig selv.

Den pårørendes dominoeffekt

De tanker jeg fik (med min brors diagnose), var rigtige onde mod mig selv, og når jeg kigger tilbage, også rigtige irrationelle. Jeg kunne tro, at det var min skyld, at han havde fået det dårligt, fordi jeg ikke var der for ham, eller at det var fordi vi i vores “unge dage” havde kunne blive så sure på hinanden, eller … eller … eller … De kunne ramle som et helt skybrud af skyldfølelse, og jeg følte mig tit så hjælpeløs, fordi hvad kunne jeg gøre?

Jeg har mistet min far

Det var en fredag, søndag blev vi kørt derover for at besøge ham. Den dag ligger på andenpladsen over de værste dage i mit liv… For det var ikke min far, min far var ikke så svag og tynd og sygelig at se på. Men jo, ganske rigtigt, det var min far.

Lav en kommentar, hvis der er spørgsmål eller feedback, du gerne vil dele

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.