fbpx

Login

Hvad sker der, når vi griner?

Det siges, at det er sundt at grine, men hvad sker der i vores hjerne når vi griner? Få svaret her...

I hjernen

Når vi griner, kan der måles øget aktivitet i visse dele af vores hjerne. Den øgede aktivitet sker i de samme områder som vores øvrige ”følelsesaktiviteter”. Når vi griner, bliver der udløst en række signalstoffer til disse områder. Så vidt vi ved, kan alle disse stoffer føres tilbage til ét stof – nemlig hjernens ’lykkestof’, dopamin.

I resten af kroppenNår du griner, aktiveres dine muskler i bl.a. ansigtet og i maven. Dit strubehovedet trækker sig sammen, og det er derfor, man hiver efter vejret og kan blive rød i hovedet, når man griner.

Selvom dine muskler aktiveres ved et latteranfald, skal du nok ikke satse på latter som en træningsform. Undersøgelser viser, at latter i 15 minutter øger forbrændingen med 40 kalorier. Så du skal grine meget, hvis det skal have en effekt.

Latter styrker immunforsvaret og er smertelindrende

Det er påvist at forøgelsen af hormoner, som eksempelvis endorfiner, i hjernen er med til at beskytte vores helbred. Efter et grineanfald kan man måle flere hvide blodlegemer i blodet. De hvide bloglegemer styrker immunforsvaret, og bekæmper virus og fremmede celler.

Forøgelsen af endorfiner i hjernen styrker ikke blot immunforsvaret, men kan også øge vores smertetærskel. I et videnskabeligt forsøg hvor man viste en patientgruppe sjove film, havde denne gruppe et mindre forbrug af smertestillende medicin, end den patientgruppe i forsøget som ikke fik lov til at træne lattermusklerne foran skærmen.

Latter kan reducere stress

Som om det ikke var nok, at et grineflip både styrker immunforsvaret og er smertelindrende, så kan det også reducere stresshormoner med op til 70 %. Præcist som motion øger latteren mængden af endorfiner i hjernen og udløser signalstofferne dopamin og serotonin. Det er de stoffer, der får os til at føle os godt tilpas, afslappede og lykkelige.

Kilder: Videnskab.dk, religion.dk, bt.dk og dr.dk