fbpx

Login

Hvad er stress?

Som ung kan man være presset fra mange sider, eller ihvert fald selv have følelsen af at være presset. Der er så mange valg, der skal tages, og det kan i nogle tilfælde være svært at finde ud af, om man skal vælge med hjertet eller hovedet. Midt i alle disse overvejelser, kan man pludselig få det utrolig dårligt, og man kan måske begynde at stille sig selv spørgsmålet: Har jeg stress?

Som ung kan man være presset fra mange sider, eller i hvert fald selv have følelsen af at være presset. Der er så mange valg, der skal tages, og det kan i nogle tilfælde være svært at finde ud af, om man skal vælge med hjertet eller hovedet. Midt i alle disse overvejelser, kan man pludselig få det utrolig dårligt, og man kan måske begynde at stille sig selv spørgsmålet: Har jeg stress?

Hvad er symptomerne på stress?

Det er forskelligt fra person til person, hvilke symptomer der dukker op, når vi bliver stressede. Det er også forskelligt, hvor stressede vi faktisk er. Vi har sikkert alle prøvet at sidde med eksamensforberedelse og mærket, hvordan pulsen stiger, det suser for ørerne og tankerne flyver rundt. Det er helt okay at have denne type stress nogle gange. Men det er vigtigt, at det stopper igen, når eksempelvis eksamen er overstået. Her får du en liste over de forskellige symptomer, du skal være opmærksom på. De er delt op i fysiske, psykiske og adfærdsmæssige symptomer.

  • Fysiske symptomer:
    • Indre uro
    • Hovedpine
    • Hjertebanken
    • Mavesmerter
    • Vægttab eller -øgning
  • Psykiske symptomer:
    • Træthed
    • Irritabilitet
    • Hukommelsesbesvær
    • Koncentrationsbesvær
    • Angst
    • Depression
  • Adfærdsmæssige symptomer:
    • Søvnløshed
    • Uengagerethed
    • Hyperventilation
    • Aggressivitet
    • Nedsat præstationsevne
    • Ubeslutsomhed
Hvad gør du, hvis du udviser tegn på stress?

Det er vigtigt, at du tager det alvorligt, hvis du udviser nogle af disse tegn på stress. Du behøver ikke at kunne sætte tjektegn ved alle punkter, før du, om ikke andet, i hvert fald er i risikogruppen for at udvikle stress. Er du i begyndelsesstadierne – måske fordi du på nuværende tidspunkt har en presset hverdag, men ved, at det bliver normalt igen inden længe, så kan du prøve at give dig selv en time-out i løbet af dagen. Du kan prøve noget meditation, som kan få dig til at slappe af, lade tankerne fare ud af hovedet og komme lidt ind i nuet. Dette kan være en hjælp, hvis du har enkelte af de ovenstående stress-symptomer.

Er du længere fremme i din eventuelle stress, så er det vigtigt, at du tager det alvorligt. Opstår der vedvarende, sværere symptomer, er det din krop, der fortæller dig, at der skal gøres noget. Her er det vigtigt, at du beder om hjælp. Får du ikke hjælp tidligt i forløbet, kan det ende med en længerevarende sygemelding fra din side, og det er nok de færreste, der har lyst til det. Men får du hjælp, kan du hurtigere finde ud af, hvad det præcist var, der gjorde, at du blev stresset, få ryddet op i dette og dermed komme ovenpå igen.

Det er vigtigt, at du ikke på noget tidspunkt skammer dig over, at du er ramt af stress. I dag er stress stadig et tabubelagt emne, men det er en helt forkert holdning. Alle kan blive ramt af stress, og som regel når de mindst venter det. Men det er lidt som om, at hvis man ikke selv har haft det tæt inde på livet, så forstår folk det ikke. Man kan blive mødt af mange fordomme, men her er det vigtigt, at du står fast og eventuelt åbner op for, hvordan du egentlig har det.

Til sidst vil jeg blot minde dig om, hvor fantastisk en person du er. Du er ikke mindre værd på nogen punkter, selvom du måske er ramt af stress. Det kræver mod at bede om hjælp, men der er rigtig mange, der gerne vil hjælpe dig. Husk det. Og husk at lyset findes på den anden side af tunnelen. Samtidig er det vigtigt at pointere, at du ikke nødvendigvis lider af stress, blot fordi du kan nikke genkendende til nogle af symptomerne.