Jeg ønsker at være rask! Jeg ønsker, at kunne fungere i hverdagen som enhver anden ”almindelig dansker”. At kunne tage en uddannelse, og senere få et job. At jeg ikke altid skal være så pokkers afhængig af, at andre er der til at hjælpe mig op, når jeg falder, og at jeg kan undvære al den medicin, der skal bringe mit humør på niveau, og som samtidig skal balanceres med bivirkninger. …Og alle disse ønsker skygger over alt det andet, jeg har, som jeg ved, jeg skal være taknemmelig for. For mig er taknemmelighed ikke nødvendigvis forbundet med noget godt – for mig kan det føles som endnu en byrde, der hænger over mig; endnu en følelse, der skal puttes ind i hovedet sammen med alle de andre følelser, jeg heller ikke producerer naturligt.
Men måske skal jeg tænke anderledes på taknemmelighed? Måske er det ikke noget, jeg kan eje, men noget der kommer af sig selv? Skal jeg tvinge mig igennem de store tanker om mit held at være født i Danmark? Er min dårlige samvittighed berettiget? Og hvad godt gør den mig? Måske findes taknemmeligheden i de små forskelle, der gør, at jeg oplever smil, at jeg i glimt kan have det godt, og kan hygge mig og føle mig tilpas. Taknemmeligheden må skulle dyrkes, der hvor den er ægte, og ikke hvor jeg synes, jeg skal føle den – nemlig der hvor den bliver naturlig, og jeg ikke kan lade være?! Det må jeg forsøge at lægge mærke til…