Efter finanskrisen i 2008 steg antallet af afviste unge mennesker med ønske om at komme ind på et studie på bare et år med 50 procent, nemlig fra 8.962 afviste ansøgere til 13.689 afviste. Vi er lige kommet ud på den anden side af endnu en lang krise og allerede sidste år kunne vi se hvordan flere unge mennesker søgte mod uddannelser end normalt, hvilket også gør det endnu sværere at komme ind på det såkaldte drømmestudie. I sidste ende resulterer det hele i flere ulykkelige unge, der i stedet for en studieplads står med en blank afvisning, en uvished og et kæmpe samfundsmæssigt forventningspres på skuldrene.
Fælles for os mennesker er, at vi begynder at tvivle på os selv og vores egne evner, når vi bliver afvist. Det er uanset om vi er den sidste der stod tilbage når der skal laves hold til rundbold, om en veninde vælger en anden fest fremfor din, om du ikke får jobbet, daten, eller studiepladsen. Det hele giver, eller kan i hvert fald give, en følelse af at du ikke duer til noget. Det kan vække impostermonsteret i os alle og som en pludselig mavepuster tage luften og lysten fra os.
En drømmedestination og ikke en drømmeuddannelse
Heldigvis er afvisninger noget af det mest almindelige i verden og alle mennesker oplever det flere hundrede gange i løbet af et liv og når det er sagt findes der ofte gode alternativer til den uddannelsesvej man troede var den eneste rigtige og det kan derfor nogen gange give bedre mening med en drømmedestination og ikke en drømmeuddannelse.
Begrebet drømmestudie gør hele processen langt hårdere og mere snæver, alt imens drømmedestinationen lægger op til forskellige veje derhen hvor du i sidste ende ønsker at havne. Præcis den måde var jeg selv nødt til at tænke efter at jeg startede med at søge ind på TVM på DMJX og fik afslag, og så gjorde det igen og fik afslag. For derefter at starte på en reststudieplads i Køge som multimediedesigner og så droppe ud derfra. Derefter forsøgte jeg mig med medievidenskab kvote 2 og fik afslag. Jeg begyndte at arbejde i stedet og til sidst tænke jeg at jeg måtte være kreativ, hvis altså ikke jeg ville lave kaffe til kendte mennesker og tømme opvaskemaskine på go morgen og aften dk resten af livet. Jeg undersøgte derfor mulighederne for uddannelser der i sidste ende kunne give mig samme muligheder som de steder jeg allerede havde søgt uden held. Det blev dansk på KUA. Jeg søgte og tænk engang jeg fik endnu et dejligt afslag. Jeg endte med en plads på danskstudiet i Odense i stedet. Pendlede så frem og tilbage et år, for derefter aller nådigst at blive overflyttet til KUA, hvor jeg egentlig altid følte mig som en der ikke var dygtig nok til at gå der, fordi jeg var blevet sorteret fra i første omgang. Da jeg efter tre år så skulle læse min kandidat prøvede jeg lige lykken igen og søgte en kandidat på medievidenskab, men intet havde ændret sig og fik vanen tro endnu et afslag. Jeg havde efterhånden vænnet mig til det der og tænkte fint, så læser jeg videre på dansk. Det lykkedes mig heller aldrig at få et eneste 10 eller 12tal i min tid på uni.
Til trods for ovenstående og de sammenlagt måske 5 afslag er jeg endt der hvor jeg gerne vil være i dag og jeg er både glad og stolt over det jeg laver og kan også fortælle dig at jeg er omgivet af mennesker hver dag der har fundet deres egen vej igennem uddannelsessystemet, mennesker der er droppet ud, har læst i en senere alder end gennemsnittet, mennesker der er dumpet eksaminer flere gange, mennesker der slet ikke har taget en uddannelse osv. Så kære dig, der ligesom mig og flere tusindvis af andre mennesker måske ikke kommer ind på det du ønskede. Det skal nok gå, bare følg din indre sti og husk at bare fordi du ikke kommer ind gør det dig ikke dårlig eller dum og du har rigeligt med tid.