fbpx

”Fear of missing out” – Jeg tror de fleste af os kender den frygt. Det er en frygt, jeg særligt har haft op gennem mine teenageår, hvor jeg fik sagt alt for meget Ja og alt for lidt Nej. Netop fordi jeg var evigt bange for at gå glip af noget, ikke at kunne tale med om den sidste fest, eller bare at være ”forkert”.

Udover det sociale aspekt af FOMO, så oplevede jeg den også i forhold til skolen. Jeg var så bange for ikke at gøre det godt nok, ikke at være aktiv nok, ikke at være dygtig nok. Jeg pressede den lige den tand ekstra, for jeg ikke ville gå glip af noget fagligt, der kunne give mig et boost hen mod mine alt for høje selvopsatte mål og forventninger.

 

Studiestart og sociale forventninger

 

Jeg står overfor at skulle starte på sygeplejestudiet om mindre end en uge. Jeg glæder mig utroligt meget, for jeg har fundet min helt rette hylde. Og så er det endnu en brik, der falder på plads i det liv, jeg er ved at samle sammen på vejen ud på den anden side af spiseforstyrrelsen.

Med glæden har der dog også vist sig en hel del bekymringer, særligt omkring alt det her sociale. For det er nu, jeg skal bevise, at jeg kan finde ud af at passe på mig selv, og at jeg får sagt ja og nej af de rigtige årsager; At jeg ikke siger nej til en vild druktur, fordi anoreksien brøler i mit baghoved, men at det er fordi, jeg ikke har lyst. Og hvis jeg ikke har lyst, så er det netop vigtigt, at jeg siger nej, for jeg skal lytte til mig selv.

”Vi falder bagud på det sociale, hvis ikke vi tager med til pubcrawl!” var der i går en ny veninde, der sagde til mig. Hun, ligesom jeg, er optaget på samme studie. Hun luftede idéen om det her pubcrawl for mig, hvortil jeg svarede, at jeg først måtte undersøge, om jeg havde fri. Hendes respons var, at vi ville ryge bagud, hvis ikke vi tog med, så jeg måtte sørge for at få fri. Så jeg fik i momentet sagt ”Ja, selvfølgelig.”

Dagen derpå har det vækket en frygt for ikke at kunne præstere socialt, ikke at kunne opføre mig ”normalt”, for faktum er, selvom jeg ved, jeg nok skal nå i mål en dag, så løber jeg altså derudaf med en spiseforstyrrelse i rygsækken.

En aften med forberedende fordybelse i mine nykøbte bøger

 

At favne sig selv

 

Jeg har skrevet om det her før; At være god mod sig selv, at behandle sig selv som sin tætteste ven. For når alt kommer til alt, så er du det vigtigste menneske i dit liv, der er ikke nogen, der er vigtigere at tage hensyn til. Så jeg vil tage mit eget råd, æde mine egne ord, og favne mig selv for alt det, jeg er og ikke er. Jeg er social, jeg elsker at møde nye mennesker, det giver mig en fantastisk energi. Men på samme tid, så kommer jeg også fra et mørkt sted, så jeg skal huske mig selv på, at det er helt okay og helt normalt, ikke at have lyst eller overskud til at være på hele tiden.

Det er så utroligt vigtigt at stoppe op og mærke efter: Hvad har jeg brug for lige nu og her i dette øjeblik? Er det en spilaften med pigerne, er det en gin og tonic på The Old Irish Pub, eller er det en aften på sofaen i selskab med Dr. Derek Sheperd og hele slænget fra Grey’s Anatomy?

Har du brug for en at chatte med? I chatten og mentorsamtalen sidder vi klar til at hjælpe dig hjælpe dig.

Find en at snakke med her

WP Feedback

Dive straight into the feedback!
Login below and you can start commenting using your own user instantly