Jeg tror vi alle sammen kan gå med følelsen af, at vi er de eneste, der har det på den måde, vi føler og tænker i visse situationer. Sådan har jeg det til tider med denne følelse. Følelsen af at man burde være ked af det, selvom man har det godt.
Den følelse banker på når årsdagen for min mors død nærmer sig. Min mor døde d. 3/12 2015, så nu er 5 års dagen kommet. Jeg kan mærke en form for blandede følelser sitrer i kroppen på mig, hvor jeg ikke kan finde ud af, hvordan jeg skal føle eller tænke. Jeg kan ikke styre, hvornår min sorg fylder mest, men det er som om, at jeg bevidst giver den mere plads, når årsdagen nærmer sig. Det kan lyde helt skørt, når jeg tænker over det, fordi min mor ønsker for alt i verden, at jeg har det godt, er glad og trives der, hvor jeg er. Hun ønsker ikke, jeg er ked af det.
Forvirring og læring
Jeg har haft det sådan her stort set hvert år, og det kan være helt frustrerende og meget ambivalent ikke at kunne finde ro i bare at være i de følelser, jeg nu er i, når jeg er gået gennem en så tragisk tid. Men på årsdagen når går og har det godt, og hygger mig, kan jeg stoppe helt op og tænke, “hov det er jo ikke en god dag”. “Men hvad nu hvis det er en god dag, skal jeg så stoppe den i at fortsætte sådan?”. Jeg husker så også mig selv på, at det var en tragisk dag for 5 år siden, og det er minderne om dagen, som kan tynge mig. Så hvis jeg har en god dag 5 år efter, så er det helt okay, for den dag er kun i dag, og kommer ikke igen. Det gør kun min mor glad, at jeg kan leve med sorgen uden, det er en kamp at have den med sig. Derfor skal jeg igen huske mig på, at sorgen ikke har en udløbsdato, men vi lærer at leve med den. Det gælder både om at værne om sorgen, når den er der, uden at den skal fremprovokeres, men giv den plads, når den er der, for det er helt okay. Samtidig med at jeg skal tillade mig selv at være glad, når jeg er glad