fbpx

Login

Fokustema: Ensomhed

I marts måned har vi hos UngTilUng fokus på ensomhed.

Ensomhed er en smertefuld følelse, der opstår, når et menneske ikke får opfyldt sine sociale behov. Ensomhed er, når man føler sig ufrivilligt alene – man kan nemlig sagtens være alene uden nogensinde at føle sig ensom. Omvendt kan man også godt være sammen med andre og stadig føle sig ensom.
Alle kan blive ramt af langvarig ensomhed – faktisk føler 22% af alle unge mellem 16 og 24 år sig ensomme*.
Vi har alle brug for sociale relationer til at få opfyldt vores basale, sociale behov og til at få følelser som ensomhed ud af kroppen. Det er vigtigt at huske på, at sociale behov varierer fra person til person, hvor nogle har behov for måske 1-2 gode venner, mens andre unge har behov for at føle sig som en del af en større gruppe.
Ikke desto mindre er fællesskaber og relationer med andre enormt vigtige ifht. at få ensomhed ud af kroppen.

Et godt sted at starte for at komme ensomheden til livs er at anerkende den. Det kan godt føles umuligt at komme ud af ensomhed, men du skal vide, at du ikke er alene. Der er mange, der kender til det, men derfor kan ensomhed stadig være tabubelagt. Ensomhed er en helt naturlig følelse, der fortæller om en form for savn i vores liv og et uopfyldt behov for relationer med andre. Man er altså ikke forkert eller anderledes, fordi man oplever ensomhed – man er stadig et almindeligt menneske, der oplever noget, som kan føles meget smerteligt, invaliderende og som også kan være svært at handle på.

Men start med at registrere og anerkende ensomheden. Er du nået så langt, kan du orientere dig fx her på vores side om, hvad man kan gøre for at komme ensomheden til livs.
Mange af vores tilbud har vi netop skabt for at hjælpe unge ud af ensomhed. Vi har bl.a. digitale, sociale fællesskaber, hvor du ved at tilmelde dig et fællesskab bliver en del af en fast gruppe af unge, der hver 14. dag mødes online over noget – det kan fx være krea, bøger eller madlavning. Lige nu har vi et kreativt fællesskab, hvor en gruppe af 6-8 unge mødes hver anden uge, og så har de alle en kreativ aktivitet med. Der hækles, strikkes, males, broderes og meget mere. Med vores digitale, sociale fællesskaber møder du unge som dig, der godt kunne tænke sig nye relationer – men du er samtidig hjemmefra på din egen computer, så du skal ikke møde op et fysisk sted. Du kan læse meget mere om dette tilbud her: https://ungtilung.com/digitale-faellesskaber/

Husk vi også har åbent i vores chatrådgivning hver dag mellem 16 og 20. Her sidder frivillige chatrådgivere klar til at chatte med dig om lige præcis dét, der fylder hos dig. De er vant til at skrive med unge som dig, der også oplever ensomhed. Chat med os her: https://ungtilung.com/anonymchat/

Hos UngTilUng har vi stor erfaring med ensomhed, og det er vigtigt for os at dele personlige fortællinger fra frivillige og andre unge, så du kan se, at du ikke er alene. Du kan fx høre om Janniks fortælling om ensomhed: https://ungtilung.com/janniks-fortaelling-om-ensomhed/

Husk at følge med på både vores Instagram, Facebook og her på siden i løbet af den næste måned, hvor vi vil dele personlige blogindlæg om ensomhed samt artikler med tips og tricks til at komme ensomheden til livs.

* Tal fra Ventilen (frivillig social organisation med formålet om at forebygge og afhjælpe ensomhed blandt unge).