fbpx

Login

Fokustema: Angst, nervøsitet og tankemylder

I april måned sætter vi hos UngTilUng fokus på angst, nervøsitet og tankemylder. Du kan både følge med på hjemmesiden, hvor vi deler blogindlæg og artikler, på vores Facebook og på vores Instagram, som også kommer ind på gode råd til at håndtere tankemylder og angst. 

Angst er efterhånden et alment kendt begreb i vores samfund. En del kender måske nogen, der lider af det, nogle oplever måske selv symptomer på det og andre kæmper med nervøsitet og tankemylder. I Danmark er der omkring 350.000-400.000 mennesker, som har symptomer på angst*. Alle undersøgelser tyder derfor på, at angst er et udbredt problem.
I løbet af denne måned vil vi hos UngTilUng dele artikler omkring, hvad angst egentlig er, og hvad det udspringer af. Følg derfor med, hvis du gerne vil lære lidt mere om de forskellige angstformer, og hvad symptomerne er på dem. Derudover vil vores ærlige frivillige bloggere dele deres egne erfaringer og/eller tanker omkring angst og tankemylder, som kan være med til at give dig lidt håb og viden om, at du ikke er alene med det, du kæmper med.

En del unge kender også til tankemylder. Det kan være bekymringer om fortiden, om fremtiden, om noget, der påvirker dig netop nu, der måske holder dig vågen om natten, og som kan føles som om, din hjerne løber løbsk. Det er helt normalt at have tankemylder, men ikke desto mindre kan det være virkelig irriterende. Der findes heldigvis gode råd til, hvad du kan gøre for at komme tankemylderet til livs – følg med her på hjemmesiden og Instagram, hvor vi løbende vil dele forskellige værktøjer til at slippe tankemylderet.

Husk at der findes muligheder for at komme din angst og/eller tankemylder til livs. Hvis det påvirker dig meget i hverdagen, kan du søge hjælp hos din læge, som kan hjælpe dig videre i behandling. Hvis du gerne vil høre om, hvad du selv kan gøre for at arbejde med angsten og/eller tankemylderet, eller du gerne vil høre om hvad andre unge har gjort, så følg med her hos UngTilUng, hvor vi løbende vil dele teknikker og personlige erfaringer fra vores frivillige. Husk også, at vores chat har åben hver dag mellem 16 og 20. Her sidder der søde frivillige klar til at chatte med dig om det, der fylder hos dig netop nu.

Derudover tilbyder vi et mentorforløb med temaet “Angst, nervøsitet og tankemylder”. I mentorforløbet får du en fast mentor, som i løbet af op til 12 samtaler, hjælper dig med at identificere og udforske dine udfordringer, og hvordan du kan arbejde med dem i hverdagen. Forløbet er helt gratis og egner sig til dig, der oplever lettere udfordringer med angst, nervøsitet og/eller tankemylder. Læs mere om forløbet og tilmeld dig her.

*Tal fra Psykiatrifonden