fbpx

Login

Føler du dig udenfor til jul?

Kalenderen siger december og julefrokostsæsonen er gået i gang. Dog er det ikke alle der nyder juletiden. Mange glæder sig over højtiden, men jul og nytår kan være en svær tid for dem, der i forvejen føler sig ensomme. Her er et lille skriv, der muligvis og forhåbentlig kan få dig til at føle dig mindre alene, og måske endda ’inde i varmen’.

Kalenderen siger december og julefrokostsæsonen er gået i gang. Dog er det ikke alle, der nyder juletiden. Mange glæder sig over højtiden, men jul og nytår kan være en svær tid for dem, der i forvejen føler sig ensomme.

Her er et lille skriv, der muligvis og forhåbentlig kan få dig til at føle dig mindre alene og måske endda ’inde i varmen’.

Højtiden og juleferien udløser ikke i sig selv ensomheden, men det kan forstærke følelsen af at være alene for dem, der allerede døjer med følelsen af ensomhed. Du sidder måske og scroller på Facebook, Instagram eller TikTok og ser, at mange er sammen med familie og venner i denne tid. Måske du også er sammen med familie, måske ikke? Hvis ja, kan det stadig godt føles som en ensom tid, især hvis man har komplicerede familieforhold – Og det er helt okay ❤️

Hold fast i dine egne traditioner

Traditioner kalder på minder og stemninger, man kan dvæle ved – ELLER glæde sig over med sig selv. Du behøver ikke udføre de traditioner, som du måske er vokset op med, men lav i stedet dine egne. På den måde kan det måske være med til at få dig til at føle dig lidt mere indenfor, selvom det kan være udfordrende selv at kræse om egne traditioner. Du kan f.eks. se ”Home Alone”-serien – noget jeg altid har gjort den 22. og 23. december, uanset, om jeg var alene eller ej. Det bringer mig glæde, og det vigtige her er at finde noget, DU har lyst til at holde fast ved. På den måde er du også sammen med andre om at have traditioner.

 

Ræk ud

Hvor svært det end kan virke, så er en af de bedste veje ud af ensomhedsfølelsen at række ud til andre mennesker. Det kan være virkelig grænseoverskridende at skulle anerkende overfor andre mennesker, at man føler sig ensom. Men tro mig, du er ikke alene. Selvom det måske ikke ser sådan ud, så har dine bekendte helt sikkert også haft følelsen af at være ensom, og de vil helt sikkert hellere end gerne hjælpe dig. Du kan måske på forhånd aftale med en bekendt at holde et lille facetime-møde enten inden juleaften eller efter. Således kan du måske mærke følelsen at have fejret højtiden sammen med en ven. Det er et stort skridt at tage – men helt ærligt? Hvad er så det værste, der kan ske? Det er altid bedre at have prøvet end helt at lade være.

 

Det er okay ikke at elske julen

Du føler måske, at hvor end du vender dig, så ser du julereklamer, julepynt, julemad eller hører julemusik. Nogle steder ser du måske også billeder af, hvordan en ’perfekt’ jul ser ud, og det er ofte lig med en perfekt familiekonstellation – noget du måske ikke føler, du har. Det kan godt få en til at føle sig endnu mere ensom, at heller ikke engang familien kan man trække på. Uanset hvad, er det vigtigt nogle gange at huske dig selv på, at du med 99% sikkerhed ikke selv er herre over, hvordan din families dynamik er. Derfor er det helt okay at acceptere, at julen måske bare ikke lige er din yndlingstid på året, selvom mange andre holder meget af den. Men med julen kommer også nytår, og her kan du se det som en ny begyndelse. Mange holder af at lave nytårsfortsæt, og den idé kunne du måske springe med på. Det er nemlig de små ting, der kan være med til at give os en samhørighedsfølelse med andre og kan sågar få os til at føle os lidt mere indenfor.