Spøg til side. En spiseforstyrrelse handler selvfølgelig på ingen måde om madro – eller manglen på samme. En spiseforstyrrelse handler helt simpelt om at have en forstyrret forhold til “at spise”. Men desværre er det bare ikke så simpelt, og jeg oplever at rigtig mange har forud antagelser og direkte fordomme omkring spiseforstyrrelser, som nok mest bunder i uvidenhed. Derfor vil jeg her i mit første blogindlæg gerne lægge kortene på bordet og aflive så mange fordomme som muligt.
At have et forstyrret forhold til det at spise betyder at man hele tiden tænker på mad. Dag ud og dag ind. Hvad må jeg spise i dag? Hvad ville jeg gerne spise? Hvorfor spiste jeg det der?! Hele ens hverdag drejer sig om mad, og der er faktisk ikke plads til ret meget andet. Spiseforstyrrelsen kommer altid i første række.
Jeg tror alle spiseforstyrrede – uanset karakteren af deres spiseforstyrrelse, har opgivet noget i deres liv til fordel for deres spiseforstyrrelse. Oftest er det sociale begivenheder. Veninder, du gerne vil se, men alligevel undgår du dem, fordi så kan du ikke kontrollere, hvor mange kalorier du indtager eller har ikke tid til at motionere.
Lige så stille overtager spiseforstyrrelsen dit liv, og før du selv indser det, er din hverdag ikke fyldt med ting, der gør DIG glad, men ting, der gør din spiseforstyrrelse glad. Spiseforstyrrelsen bliver din bedste veninde og din værste fjende.
“En spiseforstyrrelse er enten anoreksi eller bulimi”
Vi mennesker kan godt lide at putte hinanden i kasser. Så ved vi, hvor vi har hinanden. Og mht. spiseforstyrrelser har de fleste to kasser. Anoreksi og bulimi. For rigtig mange spiseforstyrrede – mig selv inklusiv, er det slet ikke så simpelt.
Jeg blev i juni 2015 diagnosticeret med anoreksi. Jeg har uger, hvor jeg tæller kalorier. Jeg har dage, hvor jeg ingenting spiser overhovedet. Jeg har dage, hvor jeg spiser mere end de fleste, fordi jeg taber kontrollen. Men angsten for vægten tager altid over, og jeg kaster op eller tager diverse piller, når jeg føler, jeg har overspist. Jeg har gode dage, hvor min anoreksi ikke har så meget magt, og jeg prøver at slappe af, bare nyde livet og være tilstede i øjeblikket. Jeg har dårlige dage, hvor selv den mindste mængde mad virker overvældende, og jeg kun kan tænke på, hvor meget jeg tager på af at spise det.
Hvornår er det en spiseforstyrrelse?
Jeg tror på, at ligesom hvert enkelt menneske er unik, er hver enkelt spiseforstyrrelse det også. I forhold til diagnosticeringen i et behandlingsforløb er der selvfølgelig nogle “kasser” i form af forskellige diagnoser, men min pointe er, at der ikke er en “rigtig” eller “forkert” måde at være spiseforstyrret på. Og der er for guds skyld ikke noget, der hedder “at være for tyk til at have en spiseforstyrrelse”! Jeg har selv haft tanker om, at jeg var en “forkert” anorektiker, fordi jeg ikke aldrig har været livstruende langt nede i vægt. Fordi jeg nogle gange tabte kontrollen. Fordi jeg ikke bare kunne lade være med at spise.
Du kan være undervægtig, normalvægtig eller overvægtig og have en spiseforstyrrelse. En spiseforstyrrelse er en psykisk sygdom – en sindssygdom, og du kan som bekendt ikke læse folks tanker, så det er altså ikke til at se med det blotte øje, om en person lider af en spiseforstyrrelse, eller en hver anden psykisk sygdom.