Bloggen

En hjælpsom abstraktion jeg brugte mod de mørke tanker


Hvis du n
ogensinde har haft mørklægningsgardiner, så kan man ikke leve foruden, hvis man er myndig til at drikke, udnytter det og rigtig glad for at feste til den lyse morgen. For de var så gode til at skygge for solen. På godt og ondt.

Da jeg nærmede mig slutningen af gymnasiet, havde jeg perioder, hvor jeg ikke kunne komme ud ad sengen. Bevares, det har jeg stadig, men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle håndtere det dengang. Jeg ville blive under dynen, melde mig syg for kun at blive vred på mig selv over, at jeg er så doven og deprimeret og ødelagt. Igennem min gymnasietid skærmede mørklægningsgardinerne mine sarte stikkende tømmermandsramte øjne, såvel som mine tanker for en bedre dag, når jeg skulle ud ad døren om morgen. Som jeg ikke fik gjort i perioder, for det krævede, at jeg kunne komme ud ad sengen til at begynde med.

En alternativ solhilsen
Jeg tror lidt, det var solen, der skimtede en lille smule igennem siden af mørklægningsgardinet, der inspirerede mig til den her øvelse. Det har hjulpet mig, og jeg kan ikke lade være med at bruge den til den dag i dag, når mørke tanker er det første, jeg har, når jeg vågner. 

Så vi forestiller os, at solen kan tale. Det lyder nok lidt optimistisk og hippieagtigt, men vi lader lige som om nu. Jeg ville forestille mig, at gennem mørklægningsgardinet, eventuelt bagved skyerne, var der en fordomsfri sol, der talte venligt, og som ikke forventede, at jeg skulle gøre alle de ting, jeg forventede af mig selv.  

‘’Du behøver ikke at komme ud i dag. Jeg er her også i morgen. Og dagen efter den. Og jeg er her, når du er klar.’’

For det var som om, at den insisterende tanke om, at jeg JEG GIK GLIP AF ALT, hamrede mig hårdere ned i madrassen, og fik mig til at føle mig magtesløs. Og der er noget uforklarligt beroligende ved tanken om, at noget så livsbekræftende som solen siger, at det er okay. I sidste ende er det en øvelse i at være god ved dig selv, når du er i hårde perioder. 

Fremgang, ikke perfektion
Dengang var der nok en masse faktorer, der fik mig til at blive i sengen til at begynde med. Det første, jeg skulle gøre i min egen process, var at skabe adgang til solen. Så jeg tog et skridt ad gangen. Det første var at trække mørklægningsgardinet fra. Hvis jeg formåede at gøre det, var jeg altid et skridt tættere på solen og fremgang. I sidste ende handler det ikke om perfektion for mig, blot lidt fremgang i min process.

Relaterede artikler

Når kræften rammer

Den sidste måned har været psykisk hård. Det har været svært at bevare positiviteten, og nogle dage har jeg mest af alt haft lyst til at begrave mig i et stort hul. Den sidste måned har nemlig stået i kræftens tegn. Når en sygdom som den, kommer så tæt ind på livet og rammer nogle af ens nærmeste, så kan man ikke undgå at bevæge sig ud i negative tankemønstre og glemme alt om sig selv og omverdenen.

Farvel er ikke kun et ord

For 7 år siden, da jeg var 19 år, skulle jeg sige farvel, da jeg mistede min klippe, min bedste ven, min far! Han var syg i en længere periode, og inderst inde vidste min søster og jeg godt, at dagen ville komme, men det sker jo kun for naboen. Ikke for os. Min søster blev ringet op af hospitalet: ”Det er nok bedst, I kommer ind og siger farvel.” Min første tanke var: “Jeg skal sgu ikke sige farvel til min far!’’

Spring ud i det – vælg livet!

Jeg har valgt livet, og jeg springer ud i det med begge ben. Nogle dage måske med hovedet først, fordi det bare ikke kan gå stærkt nok. Det er min primære kamp. At finde tålmodigheden frem og indse, at ting tager tid. Der vil være dårlige dage, men det er helt naturligt, og ikke mindst er jeg kommet frem til, at det er okay at være vred og ked af det.

Lav en kommentar, hvis der er spørgsmål eller feedback, du gerne vil dele

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.