Hvornår ved man, at man elsker nogen, sådan virkelig elsker-elsker?
Jeg synes personligt selv, at det er en af de sværeste ting at svare på. Ofte er jeg blevet spurgt, hvordan det føles at elske, og hvordan det sker, at man pludselig elsker nogen, men ærligt, så aner jeg det ikke! Men! Jeg vil gerne give det et skud og prøve at svare på det alligevel.
At elske nogen er for mig noget, som egentlig bare sker sådan lige pludselig, jo mere knyttet til en person jeg bliver. Sådan “puf”, og så er følelsen nærmest skudt ind i kroppen på mig, og det flyder ud i årerne og går nærmest i ét med mit blod, kød og knogler. Tro mig når jeg siger, at man bare ikke er i tvivl, for det føles helt anderledes end en almindelig “jeg svæver på en lyserød sky”-følelse. For mig er følelsen af, at jeg elsker nogen langt mere konstant, og meget mere dyb, end en helt almindelig forelskelse.
Men jeg tror helt bestemt også, at der er rigtig mange fordomme/ holdninger omkring det her med at “elske” nogen. Nogen tror, at det kun er noget som kan ske, hvis man har kendt hinanden i mange, mange år, og ofte har jeg mødt personer, som synes, at man er helt tosset, hvis man allerede efter ganske kort tid kan stille sig frem og sige “jeg elsker ham/hende”. Jeg tror personligt selv ikke på, at man kan tidsbestemme en følelse, og det er uanset hvad det er for en. Den kommer, når den kommer. Man kan måske have kendt nogen i flere år, og være super glad for personen, men uden nødvendigvis at elske personen, men bare holde utroligt meget af ham/hende.
Det er for mig blevet super vigtigt ikke, at lade andre fortælle mig hvornår og hvorfor jeg må føle, hvad jeg føler. Mine følelser er helt mine egne, og er ikke noget som andre kan føle, ergo er der heller ingen, som skal tro, at de bestemmer over dem. Jeg datede engang en fyr, som var ret hurtig til at sige, at han elskede mig, men jeg kunne mærke i min krop, at jeg ikke elskede ham. Jeg holdt meget af ham, men jeg elskede ham simpelthen bare ikke. Dette frustrerede ham helt vildt, og han blev mere eller mindre rasende over, at jeg ikke kunne gengælde den følelse. Så vi endte med at slå op.
Men i dag sidder jeg, i min lille rødstens-villa, sammen med min kæreste, og når jeg er sammen med ham, så kan jeg mærke helt ind til marven af mine knogler, at jeg elsker ham. Og det er ikke sikkert, at jeg altid kan finde grunde, som kan fortælle hvorfor, at jeg elsker ham, jeg kan bare mærke, at det gør jeg.