Mit første indlæg handler lidt om, hvem jeg er og min vej til et bedre selvværd.
Kærlighed har altid været et mysterium for mig, findes det? Hvad er det egentligt? Hvad er det, det gør ved mennesker, både godt og ondt? Og familiekærlighed hvad indebærer det?
Jeg tror, at jeg nu som 20-årig er kommet tættere på svarene, og nu lever jeg et liv men en stor ubetinget glæde og en stor tro på mig selv.
Sådan har det ikke altid været, dog har jeg altid haft en stor appetit på viden, eventyr og livet, måske netop derfor har jeg søgt svar på de ting i livet, der endnu ikke findes svar på.
Da jeg var mindre havde jeg dårligt selvværd, men da jeg var 13-14 år skiftede jeg retning. Jeg erfarede at:
Du vil heller ikke se nogen fremskridt, hvis du ikke virkelig ønsker at elske dig selv mere eller ønsker at lære at elske dig selv.
Jeg tror, at det, jeg gjorde forkert, var at tænke, at det var verden, der skulle elske mig.
Jeg boede i plejefamilie, så jeg havde aldrig rigtigt fået den ubetingede kærlighed, som kun ens forældre kan give en. Jeg var 6 år, da jeg flyttede ind hos min nuværende plejefamilie. Jeg vidste godt, hvem mine forældre var, så det var svært for mig at knytte mig til andre. Derfor prøvede jeg bare på ikke at være til besvær over for nogen. Jeg kunne ikke tillade mig at være utaknemmelig.
Derfor troede jeg ikke på mine egne evner, jeg ønskede kun, at dem omkring mig var glade og tilfredse. Det bundede nok også i, at var der nogle, der blev vrede på mig. Så jeg mærkede smerten, både deres og min egen, over at blive skældt ud. Jeg bandede ikke som mine jævnaldrende i skolen, eller mobbede andre. Det er nærmest umuligt at ville andre ondt, hvis du kan mærke deres smerte, ingen ønsker at såre sig selv. Jeg troede, alle følte sådan, så jeg kæmpede aldrig imod dem, der mobbede mig: enten med mine briller, mit udseende eller mit tøj.
Jeg husker, da jeg først startede min rejse mod langsomt at lære at elske mig selv. På det tidspunkt havde jeg ikke nogen tillid til mig selv, jeg var den mindste person i mængden, når jeg var sammen med andre mennesker.
Jeg var ikke god til noget, jeg kunne være stolt af, jeg var ikke god til sport, jeg var ikke smuk. Jeg havde briller, men alligevel var jeg ikke god i skolen, faktisk var jeg virkelig langsom til at lære, jeg lærte først at læse omkring 5. klasse.
Jeg var altid meget følsom og alt for genert, så jeg talte ikke meget til nogen, jeg havde meget få venner.
Men dybt inde i mig havde jeg en vilje til at give kærlighed og gøre en masse godt for de mennesker, jeg mødte på min vej. Jeg var skrøbelig og naiv, jeg troede, at hvis jeg behandlede folk godt, så ville de behandle mig godt og med respekt. Men nogen mennesker ændre sig ikke, derfor har jeg nu lært, at man må skille sig af med de relationer, der tapper en for energi.
Men dengang vidste jeg ikke, at det var okay, at sige nej! At det var okay at råbe op og sige sin mening. Alt dette vidste jeg ikke, og som tiden gik, følte jeg, at jeg i min kamp for at gøre alt godt, faldt dybere og dybere ned i et sort hul af elendighed, ensomhed og smerte.
Jeg holdt op med at bekymre sig om mine lektier, jeg spillede videospil hele dagen, jeg havde ikke lyst til at tilbringe tid sammen med nogen. Jeg ville heller ikke gå til sport, blandt andet fordi jeg ikke brød mig om bolde, og det var som om, håndbold og fodbold var det eneste rigtige. Det passede ikke på mig.
I starten var jeg meget afhængig af, at andre troede på mig. Derfor betød det meget, da min lærer bakkede mig op i, at jeg kunne løbe.